Billede beskrivelse

Hjerteløbere blev kaldt ud midt i møde om nyt beredskab

Direktøren for PreMed præsenterede en af de ny ambulancer, som fremover skal køre i Thisted og Morsø kommuner

29. marts 2022 kl. 11.20

THISTED: Midt i et møde, som foregik på sygehuset i Thisted og handlede om ambulancer og det øvre præhospitale beredskab, fik deltagerne i mødet en påmindelse om, at borgerne også selv kan udgøre en del af beredskabet. To af deltagerne var nemlig hjerteløbere, og de blev kaldt midt i mødet og hastede afsted.

Det var foreningen FAST, der var været for det offentlige møde, hvor Martin Rostgaard-Knudsen, lægefaglig direktør for Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, samt Anders Vikke, direktør for PreMed, holdt oplæg om det beredskab, den præhospitale indsats råder over. Det er PreMed, der fremover skal stå for ambulancekørslen i Thisted og Morsø kommuner.

- De to hjerteløbere fik selskab af en hjerteløber fra Mors, som også deltog i mødet, og hvis bil var parkeret tæt på mødelokalet, så der kunne ske hurtig udrykning. Alle tre hjerteløbere nåede tilbage til mødet fra en tur til Østbyen, inden mødet sluttede med, at Anders Vikke fremviste en af de nye ambulancer, som PreMed vil servicere borgere i Thy, Mors og dele af Himmerland med efter 1. april, fortæller Erik Holm, formand for FAST.

Han er ikke klar over, hvordan det gik med den person, hjerteløberne blev kaldt ud til.

Billede beskrivelse

Fokus på akut organkirurgi

Efter det offentlige møde holdt FAST generalforsamling. I sin beretning kom Erik Holm blandt andet ind på regionsrådets beslutning om, at den akutte organkirurgi skal genindføres på sygehuset i Thisted i løbet af 2024.

- Det er en meget vigtig milepæl, der dermed er nået. I FAST hilser vi regionsrådets målsætning på dette punkt meget velkommen. Men at få genindført den akutte organkirurgi i Thisted er en opgave, som kræver et meget stort forarbejde. Derfor peges der da også i Profilplan 2021-2025 på, at der som det første skal laves en undersøgelse af, hvordan en genetablering kan gennemføres, sagde han og fortsatte:

- Vi er i FAST helt med på, at den akutte organkirurgi anno 2024 i Thisted, vil være anderledes end den, der blev lukket ned i 2016. Det er der flere gode grunde til. De lægelige specialer udvikles til stadighed, personalesituationen vil også i 2024 være udfordret, og samarbejdet mellem Thisted og Aalborg er blevet udbygget kraftigt, efter at Thisted er blevet en del af Aalborg Universitetshospital.

Erik Holm understregede, at det er afgørende vigtigt, at der i forbindelse med genetableringen af akut organkirurgi i Thisted ikke på nogen måde gås på kompromis med patientsikkerheden.

- I FAST er vi spændte på, hvornår det nye regionsråd tager fat på opgaven med at få lavet den undersøgelse, som profilplanen peger på. Vi vil så kraftigt, som vi kan, opfordre til, at det sker meget snart, sagde han.

Der var genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Jan Krogh, Klitmøller og Mai-Britt Klitgaard-Nielsen, Sennels.

Regionsrådsmedlem Lauge Larsen, Nykøbing, og kommunalbestyrelsesmedlem Lene Kjelgaard Jensen, Thisted, ønskede ikke at modtage genvalg. I stedet blev valgt regionsrådsmedlem Hanne Korsgaard, Thisted, og Hanne Haaning, medlem af seniorrådet på Mors og tidligere aktiv i arbejdet for at bevare Nykøbing sygehus.

Som ny suppleant i stedet for Kirsten Boller Pedersen, Nykøbing, der ikke ønskede genvalg, blev Astrid Christensen, Thisted, valgt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste