HFS søger nye ildsjæle
HURUP: Hurup Fælles Sport (HFS) har brug for nye ildsjæle.
Foreningen, der samler Hurups tre idrætsforeninger indenfor fodbold, håndbold, gymnastik, svømning og badminton, drives af frivillige.
HFS' bestyrelse planlægger de aktiviteter, der hver eneste år genererer flere hundrede tusinde kroner til byens foreninger.
I mange år har hoveddrivkraften været Inger Kurdahl.
Men hun har en idé om at trække sig fra tjansen ved mødet i marts.
- Nu er det ved at være slut. Der skal nye tanker og nye kræfter til, siger Inger Kurdahl der har været med siden 1995.
Bestyrelsen består af ni medlemmer, tre fra hver forening.
Og Inger Kurdahl og bestyrelsesmedlem Anne Hansen håber, at nogle nye kræfter vil komme på banen.
- Udover Inger har også Jytte Bonde Madsen og Anette Grønkjær sagt, at de vil stoppe i bestyrelsen. Så vi mister tre, der har gjort en kæmpe indsats i mange år, siger Anne Hansen.
Bestyrelsen har gennem årene tilrettelagt aktiviteter ved Store Torvedage, julefrokost og julebal, Vinylparty, Bierfest, Sjov Lørdag, Ung Fest. Derudover har bestyrelsen koordineret indsatsen ved Bil- g Salgsmessen, Sparekassen Thys garantfest samt Thy Rock. Derudover giver klubbens frivillige en hånd med ved den udsolgte grisefest i Ydby 25. februar.
HFS stod også bag corona-lotteriet til fordel for Hurups butikker.
HFS råder over et korps af frivillige.
Og det betaler sig for de tre klubber.
- I 2022 fik hver af de tre klubber 160.000 kroner, siger Inger Kurdahl.
Anne Hansen påpeger, at man også kan give en hånd som frivillig, hvis man er forældre til børn, der spiller i klubberne.
- Så er man jo med i fællesskabet, siger hun.
Bestyrelsen holder sine møder ad hoc.
- Vi ringer sammen og sætter en dato, siger Anne Hansen.
Så har man lyst til at give en hånd med i HFS og evt. komme med nye idéer, så bliver man taget vel imod.
Inger Kurdahl har i øvrigt ikke tænkt sig helt at droppe HFS.
- Jeg vil stadig give en hånd med, blandt andet til fiskefrikadellerne ved Store Torvedage, siger hun.