HF Mors er i DM finalen: Vinder storsejr i semifinalen
HF Mors satte GOG på plads med en sejr på 11 mål i semifinalen på fynboernes egen hjemmebane
GUDME: En lang sæson kulminerede lørdag for HF Mors U19-drenge, da spillede DM semifinale mod GOG. Her viste morsingboerne skræmmende styrke og vandt i overbevisende stil 32-21.
- Det er helt vildt. Jeg kniber mig i armen, fordi det er vildt at kunne slå GOG med 11 mål på deres hjemmebane i en DM semifinale, siger træner for HF Mors, Lars Krarup.
I kampens indledende fase var GOG fint med til stillingen 7-9. Men herefter tog HF Mors taktstokken og satte sig fuldstændig på kampen.
- Vi tog et ordenligt ryk og var virkelig skarpe både defensivt, i vores kontrafase og i det etablerede angrebsspil, siger Lars Krarup.
Det var især defensivt, at HF Mors brillerede, og i målet stod Jacob Tøfting Jensen en brandkamp og tillod kun ni mål i første halvleg.
HF Mors gik til pause foran 17-9.
- I pausen havde vi en rigtig god fornemmelse, og vi snakkede om, at vi bare skulle buldre videre, siger Lars Krarup.
Og HF Mors fortsatte med at buldre videre, og i anden halvleg blev det et spørgsmål om sejrens størrelse. HF Mors var foran både 24-12 og 28-15.
- Som anden halvleg skred frem, begyndte vi også at tænke i ressourcer, så vi fik skiftet en del, så drengene ikke blev udkørt, siger Lars Krarup.
Morsingboerne blev ved mere at levere i begge ender af banen. I målet stod Jacob Tøfting Jensen med en redningsprocent på 58 og havde 21 redninger i løbet af kampen.
Der var aldrig tvivl om udfaldet af kampen, og da de 60 minutter var gået kunne jublen bryde løs. Det endte med en sejr på 32-21 til HF Mors, som dermed er klar til DM finalen.
- Det var en gennemført god præstation både offensivt og defensivt. Alle drengene leverede, og det gjaldt også dem, som blev skiftet ind, siger Lars Krarup.
Klar til finalen
Tidligere på dagen havde FIF og Skanderborg spillet den anden semifinale ved DM. Her blev det en sejr på 29-28 til FIF. Dermed er det FIF, som HF Mors møder i finalen søndag eftermiddag.
- Vi er topmotiveret, og vi er ikke taget herned for at få en sølvmedalje, siger Lars Krarup.
HF Mors endte på førstepladsen i Drengeligaen, og med den overbevisende sejr over GOG er der grund til optimisme hos HF Mors.
- Vores fys skal på arbejde i aften, så alle spillere er på 100 procent. Nu skal drengene have et godt måltid mad og få noget hvile, og så er vi klar til finalen i morgen, siger Lars Krarup.
Kampfakta
Håndbold, U19 DM
HF Mors
GOG
Resultat: 32-21
Pause: 17-9
Mål: Victor Norlyk 8, Magnus Norlyk 6, Malthe Bull 4, Rasmus Houmøller 3, Mikkel Krogh 3, Victor Thomadsen 2, Niklas Kikkenborg Jensen 2, Morten Libak 2, Kristoffer Vestergaard 1 og Anders Toft 1