Fra øverste etage i den nyeste af bygningerne er der flotte kig ud over byen. Foto: Claus Søndberg
Livet her

Her skal være nyt museum

Arbejdet med at omdanne tre bygninger i Jernbanegade til et nyt Thisted Museum er i fuld gang

16. maj 2022 kl. 15:54

THISTED: I juli 2023 regner bestyrelsen for Museum Thy med at kunne slå dørene op til et helt nyt Thisted Museum. Ombygningen af de tre ejendomme, museet købte for nogle år siden, er i fuld gang, og det blev markeret mandag med taler og et slags spadestik.

- Det er en glædens dag for museet og for Thisted og hele Thy, fastslog Poul Hvass Hansen, bestyrelsesformand for Museum Thy. Han har store forventninger til det ny museum, hvor de omfattende samlinger kan formidles langt bedre og mere moderne end tilfældet er i den gamle museumsbygning i Jernbanegade i Thisted.

- Vi regner med en firedobling af vores besøgstal, mindst, sagde han.

Borgmester Niels Jørgen Pedersen holdt tale ved markeringen af byggestarten på Nyt Thisted Museum i Jernbanegade. Foto: Claus Søndberg

Det er en donation på 44,5 millioner kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, der har gjort det muligt for Museum Thy at erhverve de tre ejendomme på den modsatte side af Jernbanegade og nu få bygningerne renoveret og nyindrettet.

Arkitektfirmaet LOOP Architects har slået stregerne. Arkitekt og partner Morten Nymann fra firmaet kunne mandag fortælle, at det har været en proces med rigtig mange overvejelser og dialoger med museet undervejs, men at den løsning, der er valgt, absolut er den mest indlysende. De tre meget forskellige bygninger, to ældre ud mod gaden og en nyere tilbygning bagved, kommer til at blive bundet sammen af en glasbeklædt kile, der løber langs bygningerne i 1. sals højde.

- Men ellers genanvender vi alt det, vi kan, når vi sætter de gamle rum i stand, fortalte han.




Talerne blev holdt i gården bag bygningerne. Foto: Claus Søndberg

Talerne blev holdt ude i gården bag bygningerne. Gårdrummet bliver tænkt ind i museet og vil for eksempel kunne bruges af besøgende skoleklasser, idet store skydedøre vil give direkte adgang ind til det lokale, der kommer til at rumme den kommende skoletjeneste, forklarer arkitekten.

Selve indretningen af udstillingerne er lagt i hænderne på et andet arkitektfirma, JAC Studios. Arbejdet er i licitation lige nu, så den endelige udgift er endnu ukendt.

Thisted Kommune har bevilget fem millioner kroner, der især skal bruges til en trafiksanering af Jernbanegade.

Det store bøgetræ foran det kommende ny museum i Jernbanegade blev fældet i weekenden. Foto: Claus Søndberg

Kommunen har i øvrigt i weekenden fået fældet det store bøgetræ, der stod og hældede ud over Jernbanegade på skråningen ud for det ny Thisted Museum. En fagekspert havde nemlig konstateret, at træet var blevet ramt af kulsvamp, der angriber træets store rødder. Dermed ville der på sigt være risiko for, at træet ville vælte ud over gaden.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu