Livet her

Her mødes kræftramte til motion og socialt samvær

”Glæde i bevægelse og samvær med andre” holdt 11 års fødselsdag på Sundhedscenter Limfjorden i Nykøbing

13. januar 2022 kl. 15:26

NYKØBING: Der var dækket op til fest for ”de nærmeste” på tredje salen på Sundhedscenter Limforden onsdag 12. januar.

Anledningen var, at ”Glæde i bevægelse og samvær med andre” fejrede 11 års fødselsdag.

Projektet blev startet i januar 2011 som et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelses Morsø Lokalforening, Sundhedscentret Limforden og Morsø Kommune.

”Glæde i bevægelse og samvær med andre” er et tilbud, der er målrettet kræftramte, der skal i gang med motion eller genoptræning efter en operation. Og ikke nok med det. Det sociale samvær i caféen sættes også højt.

- Vi tilbyder gratis genoptræning og rehabiliteringsforløb på 12 uger hver. Derudover har vi åbent i caféen hver onsdag. Her kan kræftramte mødes med andre, der har været igennem den samme svære tid. For mange, der har været til fx. genoptræning hos os, forbliver tilknyttet som mentorer, fortæller Musse Hansen, der er caféfrivillig sammen med fem andre.

Det er typisk egen læge, der henviser til træningen, der har to fysioterapeuter tilknyttet.

- Det kræver selvfølgelig, at de ved, at tilbuddet findes, fortæller koordinerende sygeplejerske Inge Bloch.

Hun påpeger, at de frivillige har en vigtig funktion.

- Det er vigtigt, at de nye har nogen at snakke med. Og skønt kræften er en alvorlig diagnose er der også plads til grin i caféen, siger hun.

Skønt brugerne af de to træningstilbud er en jævn blanding af mænd og kvinder, er det flest kvinder, der fortsætter som frivillige.

Festen skulle egentlig holdes i januar i fjor med en jubilæumsreception i anledning af de første 10 år.

Men corona-betinget har man valgt at holde festen i år for de ”nærmeste”, der først tog deres mundbind af, da de tog plads ved bordet med franskbrød, ost, kransekage og Musse Hansens hjemmelavede marmelade.

Annonceret indhold

Nyeste