Billede beskrivelse

Hele Thy folder sig ud i nyt turistmagasin

31. oktober 2024 kl. 09.51
Opdateret 13. november 2024 kl. 13.15

THY: Hvor findes de bedste badestrande i Thy?

Hvor har du de største chancer for at gå på jagt efter skovens guld, kantarellerne?

Vidste du, at Museum Thy udstiller et af de vildeste danske gravfund fra bronzealderen?

Vidste du, at en af verdens bedste whiskyer fremstilles på en gård i Thy – og vil du se hvordan?

Hvor skal du gå hen for at spise friskfanget og veltilberedt fisk fra Vesterhavet?

Svarene på disse spørgsmål og mange flere vil være at finde i det turistmagasin, som Thy Turistråd udgiver til foråret.

Bestyrelsen i Thy Turistråd har netop besluttet at give grønt lyst for udgivelsen, der får en professionel tovholder, Stine Kondrup, Intugreen, skriver udgiveren Thy Turistråd i en pressemeddelelse. 

Billede beskrivelse

Magasinet vil få et format med oversigtskort, billeder og tekster.

- Magasinet skal fortælle om alt det interessante, vi har at byde på i Thy. Fra koncertstederne i Sydthy til kæmpemøllerne i Østerild. Vi håber, at vores initiativ vil give værdi for medlemmerne, gæsterne, thyboerne og naturligvis alle andre, der elsker vores skønne område, siger forperson i Thy Turistråd, Alexander Bengtsen, der som iværksætter er kendt for Vild Is og Surf & Work, Vorupør.

I magasinet ”Thy” vil alle relevante turistaktører blive fremhævet i et galleri med et foto og en kort tekst.

Bestyrelsen søger økonomiske midler til projektet ad andre kanaler, idet der søges fra fonde, kommunale puljer og virksomheder, der ser en idé i at være med til at markedsføre Thy – også i relation til bosætning og lokal udvikling.

Alexander Bengtsen er ikke i tvivl om, at der vil være efterspørgsel på et trykt magasin, der samler Thy.

- Vi har hørt fra en del medlemmer, at de har savnet et magasin i stil med den populære Thy Guiden, som Thy Turistforening udgav i sin tid. Mange af gæsterne efterlyser en vejviser til alt det fine og sjove, der findes her. Vi tror på, at vi kan lave et magasin, der er en oplevelse i sig selv. Et magasin fyldt med gode historier og hemmelige tips. Vi tror på, at mange er vilde med det fysiske format. Ikke alle er med på apps og sociale medier, siger Alexander Bengtsen.

Magasinet ”Thy” vil efter planen strække sig over 96 sider i fire-farvet tryk. Der vil være tekster på tysk og engelsk, også. Magasinet vil i første omgang blive trykt i 20.000 eksemplarer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste