Heftigt uvejr stoppede Malthe
Måtte droppe placering i løb i staten New York
USA: I sommeren 1973 samledes det største antal mennesker til en musikbegivenhed i USA, og rekorden står stadig. På racerbanen Watkins Glen i staten New York overværende 600.000 en festival med tidens største amerikanske rockikoner, Grateful Dead, The Band og The Allman Brothers. Koncerterne blev delvist skæmmet af heftigt uvejr.
Noget nær det samme, men ikke overværet af et tilnærmelsesvist så stort et publikum, indtraf for den unge Thy-racerkører Malthe Jakobsen søndag aften dansk tid. På Watkins Glen deltog han i tredje afdeling af Imsa Endurance Championship, men fik ikke lov at fuldføre løbet.
Med halvanden time tilbage blev løbet sat på pause i en god halv time på grund af farligt vejr, og da starten gik igen, kørte Joaõ Barbosa løbet til ende.
- Vi ændrede strategien undervejs i løbet, så jeg ikke skulle køre to timer i træk, men at jeg til gengæld kunne køre bilen i mål. Men fordi løbet var rødflaget måtte vi ikke skifte kører, så strategisk gav det ikke mening at tage et pitstop bare for at jeg kunne komme i bilen. Det er træls, men sådan går det en gang imellem, siger Malthe Jakobsen, som har haft årets første øv-weekend i en ellers god sæson.
Allerede tirsdag sætter han kurs mod det nordlige Italien, hvor tredje afdeling af European Le Mans Series køres på Monza i weekenden.