Hawboer får godt en halv million til populært samlingssted
Nordea-fonden støtter projekt i Lildstrand med mere en halv million kroner
LILDSTRAND: Hawboernes Forening i Lildstrand har fået 514.360 kr. fra Nordea-fonden til projekt Hawboernes Hus Version 2.0. Donationen vil bidrage til at skabe nye aktiviteter og understøtte det stærke fællesskab mellem fastboende og sommerhusejere i Lildstrand-området.
Med mere end en halv mio. kroner i støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje kan Hawboerne nu igangsætte en længe ønsket tilbygning til fiskerlejets populære forsamlingshus og ombygning og modernisering af husets køkkenfaciliteter. Projektet har været på tegnebrættet siden foråret og drives på ulønnet basis af en projektgruppe bestående af tre af foreningens medlemmer.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hawboernes Forening, Lildstrand.
Projektleder og arkitekt Niels Kristoffer Nielsen glæder sig til at komme i gang med byggeriet:
- Hawboernes Hus er opført i 1948, hvor pladsforhold og indretning af køkkener ikke betød så meget som i dag. Til- og ombygningen indgår derfor som et meget vigtigt delprojekt i vores samlede renoveringsplan for huset. Det er et bevaringsværdigt hus og eksponent for den enkle byggestil i Lildstrand. Den autencitet vil vi værne om i projektet, siger han.
Hawboernes Hus har i mere end 70 år har bevist sine kvaliteter som samlende og kulturbærende samlingssted for hele lokalområdet. Fundraiser og koordinator Anne-Mette Kristensen lægger vægt på, at dette skal fortsætte.
- Moderne køkkenfaciliteter vil kunne udvikle helt nye fællesskaber omkring lokale råvarer og lokal madkultur. Donationen er i det hele taget uhyre vigtig i arbejdet for at bevare og videreudvikle de mange kvaliteter og potentialer, som huset rummer. Ideerne er der. Nu bliver de meget nemmere at gennemføre, siger hun
Hawboernes Forening har modtaget 514.360 kroner i støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje på 58 mio. kr., der uddeles til projekter, som styrker lokale fællesskaber og sammenhængskraften i mindre byer.
- Vi er utrolig glade for at se, at efterspørgslen på at styrke liv i det lokale er så stor – og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle i Lildstrand ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, som støtter gode liv.