Hangaard sætter bilerne på tilbud

Bilhandelen er blevet købers marked

15. april 2020 kl. 16.29
Opdateret kl. 21.46

THISTED: Salget af biler er styrtdykket på grund af Corona-krisen.

Bilsalget er hårdt ramt.

Det forår, der skulle have været et salgsmæssigt højdepunkt for bilforhandlere som Hangaard Biler AS i Thisted, er blevet nærmest en fuser.

Nu har bilforhandleren på Hanstholmvej netop besluttet bogstaveligt at sætte samtlige biler på udsalg med kraftige nedslag på priserne.

Det er en rigtig god nyhed for bilkøberne.

- Jeg har besluttet at sætte priserne ned på alle mine 60 biler. Samlet en reduktion for min lille forretning svarende til en kvart million. Det er da ærgerligt og et drastisk skridt. Men når kunderne bliver væk, så har vi forhandlere kun ét våben og det er at sætte priserne ned, fortæller Brian Hangaard, der selv står for hele butikken i denne tid, mens folk er sendt hjem.

- Det er ikke kun et problem for mig. Det er hele branchen der er hårdt ramt. Der har været meget fokus på tøjbutikker og restauranter. Men bilbranchen har det også rigtig hårdt lige nu. Så nu er tiden, hvis man vil spare rigtigt mange penge. Biler er nedsat med op til 50.000 kroner. Det handler om at få omsætning og penge i kassen. Jeg har rigtigt mange penge parkeret i biler udenfor min butik. Dem skal jeg have solgt for at få penge i kassen til at dække udgifterne som jo er uændret, siger Brian Hangaard.

Så det er en situation, som er rigtig god for kunden.

- Men altså også for mig som forhandler, siger Brian Hangaard og fortsætter:

- Så hvis man går i bilkøbstanker, så er det nu der skal handles. Og køber man en bil - ja så støtter man de lokale forhandlere, lyder det fra bilforhandleren på Hanstholmvej, der har oplevet at 75 procent af omsætningen er væk i Corona-perioden.

For at man ikke skal tro at det er et salgstrick, så har forhandleren ladet de gamle prisskilte blive siddende i bilruderne , så kunderne kan se den gamle og den nye pris ved siden af hinanden.

Eneste lyspunkt for Hangaard Biler netop nu er, at værkstedet er blevet holdt i gang, fordi kunderne har prioriteret at få bilerne serviceret og fået skiftet dæk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste