Billede beskrivelse

Halvtreds og nedslidt: Den gamle hal får millioner til facelift

02. september 2023 kl. 07.00

Et halvt århundredes slid havde sat sine tydelige spor på den idrætshal, Midtmors Sport i Øster Jølby købte af Morsø Kommune for en enkelt krone tilbage i 2011.

- Den var ved at være nedslidt og utidssvarende, siger centerleder Keld Andersen.

Det er hallen ikke længere.

Faktisk er den kommet i takt med tiden efter en gennemgribende renovering og facelift til en pris på to millioner kroner plus moms.

- Efter, vi købte hallen af Morsø Kommune, brugte vi de følgende år på at etablere alle de øvrige faciliteter omkring Midtmors Sport. Tilbage stod så hallen, som vi havde planer om at tage fat på i foråret 2020. Så kom Corona i vejen med store prisstigninger på byggematerialer til følge. Derfor satte vi projektet i bero frem til nu, hvor vi nu har fået mulighed for at bringe den gamle halvfjerdser-hal i takt med tiden for brugerne, siger Keld Andersen.

Midtmors Sport er et aktieselskab og er til for lokalområdet, for skolerne og for foreningslivet. Selv samme brugere bliver nu tilgodeset med en moderne hal, som Midtmors Sport selv har stået for finansieringen af.

- Vi har ikke søgt kommunal støtte, men selv stået for finansieringen, og det er vi faktisk lidt stolte af, siger Keld Andersen.

For de mange penge har hallen blandt andet fået et nyt loft med isolering, nymalede spær, nye døre, delvis renovering af gulvet, renovering af facaden, ny LED-belysning og renovering af lydanlægget.

Billede beskrivelse

Liv og glæde

Brugerne kan allerede de kommende dage se frem til at komme på banen og benytte sig af de nye faciliteter. Og de vil på mange måder kunne mærke forskellen på før og nu.

- Alene LED-lamperne giver et meget bedre lys til træning, både for håndbold, men især for badminton, hvor lamperne sidder korrekt i forhold til banerne, siger Keld Andersen.

På driften vil renoveringen også slå igennem med det samme. Keld Andersen forventer, at den nye LED-belysning er tjent hjem i løbet af tre-fire år grundet mindre strømforbrug.

- Ligeledes vil udgifterne til at varme hallen op blive mindre med den nye loftsisolering, siger han.

Sammen med halassistent Rikke Markussen, ser Keld Andersen frem til at byde brugerne indenfor i de nye rammer og det fællesskab idrætsligt og socialt, hallen har skabt gennem et halvt hundrede år og nu står godt rustet til også at gøre i fremtiden.

Rikke Markussen lægger i den forbindelse vægt på, at renoveringen har haft øje for det liv og den glæde, der har kendetegnet og kendetegner stedet.

Ånden, historien og stemningen fra den gamle hal slår således igennem med bevarelsen af de gamle, gule murstensvægge, mens en farvekonsulent har været inde over for at hjælpe med farverne på spær og døre.

- Vi ønskede farver, der var en fryd for øjet og som et vidnesbyrd for det liv og den glæde, stedet her er repræsentant for. Derfor bliver alle døre i forskellige farver, som er med til at skabe liv og glæde, siger Rikke Markussen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste