Gymnastik er tilbage - årets første opvisning trak fulde huse
Flotte farverige formationer, vilde spring og livsbekræftende tumlende børn. Søndag var der atter lokalt gymnastikshow i Thyhallen.
Over 400 børn, 150 voksne og 70 instruktører var på gulvet og henrykkede et talstærkt rykind af familie og venner - som var tilbage på tilskuerpladserne.
Blandt de mange tilskuere, som havde valgt at bruge søndagen på at opleve hvad de 17 lokale hold, der havde mod på at gå på gulvet, havde indøvet i løbet af vinteren, var Thisted Gymnastik og Idrætskultur (TGI)s formand Kenneth Kristensen.
Han fortæller, at opvisningen er gymnasternes store dag.
- Det er her de får lov at vise sig frem. Vi har jo ikke kampe hver weekend. Vi træner aftenerne gennem vinteren og viser os frem denne ene dag. Derfor er det noget stort for gymnastikklubben og for gymnasterne, lyder det fra formanden, der var glad for at opvisninger endelig kunne gennemføres helt normalt.
Men han kunne også fortælle at gymnastikken er tilbage for næsten fuld kraft. At der for alvor har været søgning efter to års downperiode.
- Vi er har nu 1271 medlemmer. Det er ikke helt de 1500, vi havde før corona. Men det er et ret godt medlemstal efter de seneste to års prøvelser.
Udover at opvisningerne er en festdag for gymnaster og familie, så er det også vores store reklamedag.
- Det er her, at vi tiltrækker nye gymnaster, og endnu mere vigtigt nye instruktører. Alle er jo tændte ved opvisningen og det kan aflæses på tilstrømningen af instruktører efterfølgende, lyder det fra Kenneth Kristensen, der har får mere travlt næste weekend.
Stor weekend igen
Her venter en lang gymnastikweekend i Thyhallen, når gymnastikhold fra Thy og Mors strømmer til Thy Hallen - sammen med flere af de allerbedste gymnastik-efterskolers opvisningshold fra Nord og Vestjylland. Fredag 25. marts er det juniorstævne - blandt andet med deltagelse af eleverne fra Skyum Idrætsefterskole. Og lørdag 26. marts er børnenes stævne med blandt andet besøg udefra af Blidstrup Efterskole og Holstebro Tumlinger. Søndag indtager de voksne halgulvet i Thy Hallen.
Her venter udover hold fra Thy og Mors også tophold som DGIs repræsentationshold, Minirepholdet og kæmpehold fra efterskolerne: Lyngs, Lomborg, Salling og Han Herred.
Gymnastikken i Thisted Gymnastik og Idrætskultur (TGI) fortsætter iøvrigt gennem hele foråret - så man kan stadig komme i gang.