Billede beskrivelse

Golfklub i stor satsning: Nu skal de unge trækkes til

07. april 2022 kl. 06.46

Morsø Golfklub laver stor satsning på golf for børn og unge.

På klubbens netop afholdte generalforsamling, fortalte formanden Claus B. S. Hansen, at der vil blive satset på børne- og juniorområdet. Juniorudvalget har som mål for 2022, at Morsø Golfklub skal have 40-50 børne- og juniorspillere og en tilgang på 5-10 spillere årligt de næste år.

Det fortæller klubbens juniorudvalgsformand, Henrik Markmøller Bro, i en pressemeddelelse.

Morsø Golfklub kører i øjeblikket godt, og det skal klubben blive ved med i fremtiden. Der har de sidste år været en god fremgang på voksensiden, og selvom der også har været tilgang af børn og juniorer, skal dette være endnu større. Der vil derfor blive tilført ekstra økonomiske ressourcer til børne- og juniorområdet. Klubben har fået midler af en pulje fra DIF og DGI, hvor cirka 1/3 går til området.

- Noget som afholder især juniorerne fra golf, kan være fordomme omkring golf. En af dem er, at det er vildt dyrt. ”Men det er det i al fald ikke på Mors”. Golf på Mors er for alle børn. Kontingentet er afstemt i forhold til andre idrætsgrene. Det er faktisk billigere i kontingent end at spille fodbold. Morsø Golfklub har valgt at stille låneudstyr til rådighed. Det er et af de områder, der blandt andet er med i satsningen. fortæller Henrik Markmøller Bro.

Der er igen i år investeret i ordentligt udstyr, som frit kan lånes, så længe der spilles børne- og juniorgolf.

En anden del af satsningen er, at alle elever i 1. klasse i Nykøbing bliver inviteret til en gratis dag på golfbanen, hvor de skal lege med golfspillet.

- På samme måde inviterer vi alle 5. klasser fra hele øen ud i klubben, hvor de skal prøve at slå nogle lange slag (drive) og nogle af de korte (putte), og endelig skal de prøve at spille på en rigtig bane (klubbens par-3 bane). Vi håber, at nogle børn og unge vil blive fanget af golfspillet. De får lov til at spille de første tre uger gratis, inden de melder sig ind i klubben.

Der er golftræning for de mindste hver mandag og for de store både mandag og onsdag. Træning starter op 11. april. Der er yderligere intern match hver fredag, og den første fredag i hver måned afsluttes med fælles spisning og hygge for alle børn og juniorer. Som noget nyt vil vi i år også prøve at få nogle af de store juniorer med i distrikts-matcher, som forgår i hele Nordjylland, sige Henrik Markmøller Bro.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste