Glæde i Vorupør: Officerer kom på besøg med en god nyhed
VORUPØR: Den 60 år gamle redningsbåd MRB 31 blev i september 2023 sendt på pension. Og i Vorupør afventes nu byggeri af en ny redningsstation og en helt ny redningsbåd af typen FRB Alu Safe 12.15.
Indtil da er en afløserbåd lånt fra Hanstholm.
Nu er det afgjort, at Vorupørs pensionerede redningsbåd, der nu står på stranden, kan forblive i Vorupør.
Tirsdag blev MRB 31 officielt overdraget til Vorupør Havbåde til “låns” fra Søværnets Historiske Samling, som er den reelle ejer nu af den gamle redningsbåd.
- Jeg fik den gode besked for 14 dage siden, at vi fik overdraget redningsbåden, så den kan blive i Vorupør. En rigtig god dag, lød det fra Jens Utoft fra Vorupør Havbåde.
Det var en delegation af officerer med mange striber på ærmerne, der havde taget turen til Vorupør i det regnfulde vejr.
- MRB 31 har tjent fiskere, skibsfart og brugere af havet godt. Det var ikke længere muligt at holde skibet sejlende med de krav til certifikater, der følger et redningsfartøj. Derfor er det en rigtig god løsning, at Vorupør Havbåde nu får brugsretten til MRB 31. Tak for at de holder historien i Vorupør i liv. En værdig pensionering til den gamle båd, der har gjort det så godt, lød det fra kommandørkaptajn Mikael Bill.
- Vi håber at holde MRB 31 sejlende. Sådan at vore medlemmer kar komme ud og sejle end tur med den. Det bliver aldrig offentlig sejlads med publikum - det får vi aldrig tilladelse til. Men man kan blive medlem af vores forening og så få mulighed for en tur med den, siger Jens Utoft fra Vorupør Havbåde.
Foreningen har nu omkring 200 medlemmer. Heraf er 25 med i bådelauget.
MRB 31 står netop nu på stranden ved redningsstationen. Men planen er, at den skal rykkes østpå, hvor et gammelt fiskefartøj snart hugges op.
Vorupørs nye redningsstationen med den nye redningsbåd FRB Alu Safe 12.15 forventes at kunne åbne august 2026.