Gammelt slagteri i Hurup rives ned: Dagligvarer og boliger på grunden

Aldi bygger 1200 kvadratmeter stor forretning på 6000 kvadratmeter af slagterigrunden i Hurup - resten, 7500 kvadratmeter, skal bruges til boligbyggeri

08. juni 2022 kl. 16.21

HURUP: Dagene er talte for slagteriet i Hurup. 1. september starter arbejdet med at fjerne de markante bygninger som må vige pladsen for i første omgang en helt ny Aldi-dagligvareforretning og på lidt længere sigt boligbyggeri på de resterende 7.500 kvadratmeter af slagterigrunden.

Carsten Laursen, der har ejet grund og bygninger siden 2009, har solgt 6000 kvadratmeter af grunden til Aldi. Så snart bygningerne er væk - og her menes helt væk, for samtlige bygninger fra det tidligere slagteri fjernes på en gang, tager Aldi fat på at opføre den 1200 kvadratmeter stor dagligvareforretning, der bliver afløser for Aldis nuværende forretning på hjørnet af Østre alle og Søndergade i Hurup. Byggeriet af den nye butik starter i december, og den står færdig i maj 2023.

Hvornår der kommer boliger på den resterende del af grunden, er ikke afgjort, fortæller Carsten Laursen, som lige nu arbejder med den lokalplan, der skal bane vej for et kommende boligbyggeri.

Med den nye forretning får Aldi en butik, der fuldt ud lever og til kædens nutidige standarder. Det 1200 kvadratmeter store forretning får mellem 1600 og 1700 varenumre og opføres med 50 meter facade ud mod jernbanen og med indgangsparti og indkørsel til forretningens p-plads fra Toftegade. Forretningen får solceller på taget og vil i første omgang tilbyde to ladestandere til el-biler med mulighed for at opstille flere. Solcellerne skal levere strøm til butikkens eget forbrug.

Arbejdet med at rive de gamle slagteribygninger ned og opføre den nye Aldi-butik udføres af lokale kræfter. Det er entreprenør Jimmy Christensen, JV Construction ApS, som allerede har opført 10 Aldi-forretninger andre steder i landet.

Kasper Steffensen, Aldi Ejendomme, fortæller, at byggeriet repræsenterer en investering på et ”to-cifret millionbeløb” og at forretningen får en ideel beliggenhed i midten af Hurup. Han forventer, at naboskabet med andre dagligvareforretninger vil skabe synergi. Samtidig vil det store parkeringsareal, godt 4000 kvadratmeter, der skal omgives af grund beplantning, været et plus for forretningen.

De eksisterende slagteribygninger er udlejet til omkring 20 forskellige lejere, som anvender deres lejemål til vidt forskellige formål, fortæller Carsten Laursen. De skal nu se sig om efter nye lokaler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste