Billede beskrivelse

Gammel dame får en opfrisker: Fonde donerer lille million til Næssundfærgen

AP Møller fonden er gået i front og er blevet fulgt op af Skibsbevaringsfonden i den hidtil største enkeltdonation til Limfjordsfærgen

12. juni 2020 kl. 07.52

NÆSSUND: Næssundfærgen er en gammel dame på 55 år, men over de næste par år vil ”Næssie” få sig en gedigen makeover.

I en pressemeddelelse fra Næssundfærgens Venner kan formand Henrik Olsen således juble over, at foreningen har fået tilsagn om støtte for ialt 860.000 kroner over de næste tre år. Det er den største enkeltstående donation til færgen nogensinde.

- Over en treårig renoveringsperiode skal en samlet ekstraordinær renoverings- og fornyelsesindsats sikre den 55 år gamle færge. I alt vil der fra 2020 til 2022 blive udført særlige bevaringsværdige tiltag for 860.000 kroner. Det skal sikre at færgen har en stand, som kan understøtte et aktivt liv mange år frem, fortæller Henrik Olsen i pressemeddelelsen.

- Vi søgte i november 2019 AP Møller fonden om støtte til en række særlige renoveringsarbejder og forbedringspunkter for at understøtte færgens levetid. Fonden var positiv og kom i starten af 2020 med et tilsagn på 500.000, som netop nu er fulgt op af Skibsbevaringsfonden med de sidste 360.000 således, at den samlede pakke kan realiseres. Det betyder rigtigt meget, at vi kan værne om det bevaringsstatus som den gamle dame har, samtidig med at vi kan udgøre både et stabilt og kulturhistorisk forbindelsesled på en af Danmarks ældste færgeoverfarter, siger Henrik Olsen, der understreger, at donationen og indsatsen ikke er til hverken drift eller almindelig vedligeholdelse, men understøtter skibets langsigtede levetid.

Den nuværende færge er som nævnt 55 år. Men selve færgeoverfarten ved Næssund kan i år fejre 100 år som den ældste danske bilfærgeforbindelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste