Gå i teatret - også om formiddagen

På Mors er det blevet populært at gå i Limfjordsteatret om formiddagen. Håbet er, at det også vil slå an i Thisted

25. februar 2022 kl. 10.54

THISTED: På Mors er det blevet lidt af et hit at gå i Limfjordsteatret klokken 11 om formiddagen.

En stor del af sæsonens forestillinger spiller nemlig både kl. 19.30 om aftenen - og igen den efterfølgende formiddag.

- Vi lavede et forsøg med en enkelt formiddagsforestilling i den første sæson i vores nye teaterhus på Mors. Det blev så stor en succes, at vi besluttede at lave flere i de følgende sæsoner, siger teatrets direktør Gitta Malling.

Alene i marts måned er der ved seks ud af syv voksenforestillinger på Limfjordsteatret både en aften- og en tidlig forestilling. Hvis forestillingen ligger en lørdag, spiller den dog først kl. 14, så folk kan nå ud at handle.

Gitta Malling fortæller, at der naturligt nok er mange pensionister blandt formiddagspublikummet.

- Mange vil gerne slippe for at skulle ud at køre, når det er blevet mørkt - eller de benytter offentlig transport, som der er mere af i dagtimerne. Andre - også yngre teatergængere - har bare mulighed for at passe en tidlig forestilling ind i kalenderen. Og så er det blevet en tradition, at vi efter forestillingen samles over en kop kaffe og en snak med forestillingens medvirkende, når det kan lade sig gøre. Det er hyggeligt, og giver tit helt nye perspektiver på det, vi har oplevet, siger Gitta Malling.

Fra mund til mund

Mens morsingboerne efterhånden har vænnet sig til de tidlige forestillinger, går det lidt langsommere i Thisted.

- Det er jo vores første sæson i Thy, så folk skal lige opdage, at muligheden findes. Men vi fornemmer, at det lige så stille begynder at brede sig fra mund til mund, siger Gitta Malling.

De næste tidlige forestillinger i Thy er gæstespillet ”Antigone 2030”, som er en moderne udgave af Sofokles oldtidstragedie, som spiller lørdag 5. marts kl. 14. Dernæst følger Limfjordsteatrets egen forestilling ”Noget om Antihelte” 9. marts kl. 11 i Thisted Musikteater.

15. marts kl. 11 kan man i teaterhuset på Frederiks Torv opleve ”Det der drikker” med Olaf Højgaard, instrueret af Christian Lollike.

På Mors spiller ”Noget om Antihelte” den 7. marts kl. 11:00. Den dybdeborende satire om offentlighedsloven ”Det fortrolige rum” af OFF/Produktion og Teatret Svalegangen spiller 9. marts kl. 11.

”Det der drikker” kan ses 17. marts kl. 11 - og ”Tatovering” fra Mungo Park spiller lørdag 26. marts kl. 14.

Har man halvt eller helt årskort kan det bruges til forestillingerne både på Mors og i Thy.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste