Skarregaard vil være åbent for besøg hver onsdag hele sommeren. Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Frivillige låser op til tidligere museum

Skarregaard er åbent hver onsdag hele sommeren

07. juni 2022 kl. 10:49

SKARREHAGE: Det vil også denne sommer være muligt at komme ind og se det gamle stuehus på det tidligere landbrugsmuseum Skarregaard, selv om gården ikke længere fungerer som landbrugsmuseum.

Ved udgangen af 2021 ophørte Skarregaard med at være en del af Museum Mors. Kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune har besluttet, at stedet fremover skal være en selvejende institution, som drives af frivillige. I februar blev der afholdt en stiftende generalforsamling i den ny forening, der skal stå for driften. Der blev valgt en bestyrelse, som siden konstituerede sig med Knud Kjærgaard som formand.

Nu melder bestyrelsen ud, at man agter at holde åbent på Skarregaard hver onsdag hele sommeren fra og med 15. juni og til og med 31. august. Her vil være mulighed for at se bygningerne både ude og inde.

- Der er jo ikke nogen entré som sådan, men der kommer nogle frivillige og låser op, så man kan komme ind og se bygningerne. Det er jo specielt stuehuset, der er lidt historisk interesse ved, siger Knud Kjærgaard.

Han fortæller, at de frivillige også vil gå og lave nogle forefaldende opgaver, når de nu er der.

- Kommunen sender en mand derud nogle timer hver uge og han slår græsset og sørger for, at det lige hænger sammen, og så er det meningen at de frivillige skal hjælpe. Der var jo en velfungerede frivilligordning i 2021, og selv om vi ikke er på plads, så vil vi gerne holde den kørende, siger han.

15. juni bliver første gang, de frivillige mødes ude på Skarregaard i år, for ellers har det kun været bestyrelsen, der har holdt møder. Men bestyrelsen håber, at både gamle og nye frivillige vil dukke op for at hjælpe til, og hvis der er interesse for det, vil der også blive samlet et hold af frivillige til onsdag aften.

Aftale ikke på plads endnu

Bestyrelsen har siden den stiftende generalforsamling været i dialog med Morsø Kommune om at få en samarbejdsaftalen på plads. Man er ikke i mål endnu.

- Det handler både om økonomien og om, hvem der skal stå for hvad. Men jeg mener da, at vi næsten har en mundtlig aftale. Vi håber at kunne holde en ekstraordinær generalforsamling til efteråret, hvor samarbejdsaftalen kan godkendes af foreningen, og vi kan præsentere en plan for fremtiden, siger Knud Kjærgaard.

Et ønske fra de frivillige er, at foreningen, som kommunen på forhånd havde besluttet skulle hedde Skarregaard Naturcenter, skifter navn til Skarregaard Natur- og Kulturcenter.

- For mange af de frivillige er det faktisk af betydning, at det også hedder kulturcenter, for de frivillige kommer primært på grund af de historiske værdier deroppe i højere grad end for udsigtens skyld. Der er også det i det, at vi på godt og ondt er låst til en fredet bygning. Det er blandt andet hele ruminddelingen i huset, der er fredet, så det er svært at bruge huset til andet end det, det er nu, påpeger Knud Kjærgaard.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu