Fra mandag er det igen muligt at betale med kontanter i NT-busser
Men brug hellere andre betalingsformer - og bær ellers mundbind, når du er i kontakt med chaufføren, lyder opfordringen
THY-MORS: Fra mandag 17. august er det igen muligt at betale med kontanter i Nordjyllands Trafikselskabs (NT) busser og flextrafik, hedder det i en pressemeddelelse. Det har ellers været suspenderet siden coronanedlukningen af samfundet 11. marts på opfordring fra transportminister Benny Engelbrecht (S).
Men efter en dialog med vognmænd og chauffører bliver det igen muligt - dog med en kraftig opfordring til kunderne om at bære mundbind ved kontant betaling, når de anvender den kollektive transport og flextrafikken.
Siden juni har det igen muligt været at benytte fordøren, og nu genindføres den kontante betaling som næste skridt. Kundernes adfærd er dog stadig vigtig, så kunderne opfordres fortsat til at bruge håndsprit og følge de generelle retningslinjer fra Sundhedsmyndighederne, skriver NT:
- Det er trygt at benytte den kollektive trafik, men det kan være vanskeligt at holde afstand til øvrige passagerer specielt i myldretiden. Derfor håber jeg, at den gode adfærd, som kunderne har udvist de seneste måneder, fortsætter, også når vi ser flere kunder i den kollektive trafik. Så fortsæt med håndspritten, hold god afstand til chauffør og medpassagerer og anvend mundbind på tidspunkter, hvor det kan være svært at holde afstand, eller hvis du har kontakt med chaufføren, siger Mette Henriksen, der er NT’s chef for kunder og salg.
Selv om den kontante betaling genindføres som mulighed, opfordrer hun fortsat kunderne til at anvende de alternative billetformer frem for kontantbetalingen i bussen. Først og fremmest er det altid billigere at rejse på Rejsekortet frem for at købe en enkeltbillet, og de alternative billetformer begrænser kontakten mellem chauffør og kunde. Hvis man ønsker at betale kontakt, bør man - så vidt det er muligt - have aftalte penge parat.
Flextrafikken omhandler bl.a. kørsel til læge og sygehuse, hvorfor der tages særlige forholdsregler. I samarbejde med Kommunernes Landsforening og Danske regioner uddeler NT mundbind til de kunder, som anvender flextrafikken, hvis de ikke selv har husket at få et med til turen.