De nye tider er begyndt hos Slagteren på Møllevej. Ejerparret Pernille og Mathias Stegelmann er begyndt renoveringen og udviklingen af deres butik. Her foran den nye facade, som er overstået. Foto: Ole Iversen
Livet her

Forrygende start for ungt slagterpar: Nu træder den tidligere ejer ud

05. januar 2022 kl. 11:02

1. september overtog Pernille og Mathias Stegelmann Slagteren på Møllevej. Mathias Stegelmann er udlært butikken, som Charles Knudsen ejede i 26 år. Nu har de yngre kræfter taget over, og der har været forrygende travlt fra dag ét.

Og de nye ejere har samtidig haft god gavn af Charles Knudsen, der har været med hele vejen i opstarten for det nye ejerpar. Fra 1. februar skal der officielt siges farvel til Charles Knudsen, og blandt andet derfor søges der nu om en slagtersvend til at overtage den plads - selv om Charles Knudsen vil dukke op af og til som mentor og hjælp i butikken.

De nye tider afskrækker ikke det unge par.

- Vi kan godt lide at have travlt. Det kender vi fra vores tidligere jobs. Og det følger også med når vi vil holde det gode renommé som slagteren på Møllevej har, fortæller 30-årige Pernille og 31-årige Mathias Stegelmann, og fortsætter:

Mathias Stegelmann er udlært som slagter på Møllevej og er returneret til Thy efter fem år som kok på Menstrup Kro i Næstved. Pernille Stegelmann kommer fra hotelbranchen, blandt andet som daglig leder på Hotel Limfjorden i otte år. Parret bor nu i Thisted på Idylvej - ikke langt fra forretningen. Foto: Ole Iversen

- Vi vil stadig være stedet, hvor de gamle håndværkstraditioner, og den gode kvalitet gælder. Og hvor service og gode råd er en selvfølgelighed, men naturligvis skal vi nu til at sætte vores eget præg på Slagteren på Møllevej.

Mad ud af huset

Det er et arbejde, der er startet og som bliver en længere proces, lyder det fra parret, der allerede har givet facaden et helt nyt udseende med egelister, nyt tag og troldtekt over indgang.

I køkkenet er der kommet nyt komfur for at klare det stigende salg af mad ud af huset. Der er også allerede investeret i andre nye maskiner.

Næste punkt på slagterparrets ”to-do liste” bliver indretningen af et nyt kold-køkken for at få bedre plads til smørrebrødet, som er meget populært ud af huset. Senere følger en generel renovering af selve butikken.

Reception i det nye år

Det har altid været en drøm for det unge slagterpar en dag at eje egen forretning. Og de to glæder sig over, at det lykkedes at få det hele til at falde i hak - ikke mindst i godt samarbejde med Charles Knudsen.

Slagterbutikken på Møllevej beskæftiger to fuldtidsansatte, to elever og en deltidsat, samt to opvaskere og løsarbejdere.

Parret vil fejre de nye tider med en reception - når det kan lade sig gøre engang i det nye år.

Annonceret indhold

Nyeste