Billede beskrivelse

Forening på Mors protesterer: - Verdens fattigste skal ikke betale for hjælpen til ukrainske flygtninge

Morsø U-Landsforening er én af 175 organisationer, der i et åbent brev kritiserer udhuling af ulandsbistanden

12. april 2022 kl. 15.01

MORS: - Vi skal hjælpe ukrainerne, alt det vi kan, men det er bemærkelsesværdigt, at udviklingsbistanden nu ser ud til at skulle finansiere det officielle Danmarks berettigede støtte til ofrene for en krig i Europa. De fattige lande har allerede lidt meget under covid-19 og vil også gøre det fremover. Det er urimeligt, at det igen er verdens fattigste, der skal betale regningen.

Sådan lyder det fra Anne Mette Schrader, formand for Morsø U-Landsforening.

Foreningen er én af 175 danske organisationer, der protesterer mod, at regeringen agter at lade nedskæringer i udviklingsbistanden finansiere Danmarks modtagelse af ukrainske flygtninge.

Organisationerne har sendt et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen, udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, hvor de blandt andet gør opmærksom på, at behovet for Danmarks udviklingsbistand er større ude i verden end herhjemme.

"Det danske udviklingssamarbejde bygger på danskernes solidariske engagement og arbejde for en demokratisk og bæredygtig verden. Det sker f.eks. gennem frivillighed i genbrugsbutikker, landsindsamlinger, arbejde med FN’s Verdensmål, beskyttelse af flygtninge og modtagelse af ukrainere i Danmark. Der er brug for danskernes engagement både hjemme og ude i verden", står der blandt andet i brevet.

Blandt de øvrige underskriver af brevet er Røde Kors, Oxfam IBIS, Folkekirkens Nødhjælp, KFUM og KFUK i Danmark, Læger uden Grænser og Red Barnet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste