Billede beskrivelse

Folk strømmede til møde: Drømmen om et bofællesskab er kommet et stort skridt nærmere

12. juni 2024 kl. 19.01

HURUP: Det begyndte som en drøm for en halv snes år siden blandt to vennepar.

De så for sig, at det kunne være sjovt at tilbringe seniortiden sammen i et bofællesskab, når den tid var inde.

Mandag aften kom den drøm et stort skridt nærmere, da hele 84 seniorer strømmede til det informations- og dialogmøde i Hurup Hallerne. 

Foreningen for dannelse af seniorbofællesskab i Hurup og opland havde inviteret til i samarbejde med Thisted Bolig og Pluskontoret Arkitekter for at lodde interessen for et bofællesskab blandt seniorer i Sydthy.

- Vi havde ikke forestillet os, at der ville komme så mange og heller ikke, at halvdelen efterfølgende udtrykte interesse for at få en bolig i seniorbofællesskabet. For os i bestyrelsen føltes stemningen nærmest, som var det juleaften. Og da vi kom hjem, var vi alle så ”høje”, at vi havde svært ved at falde i søvn, siger Dorthe Christensen dagen derpå.

Billede beskrivelse

Sammen med sin mand Esben, vennerne Rita og Niels Holger Holmgaard samt Gitte Nielsen og Helle Libak, udgør hun den forening, der blev stiftet i marts 2023.

- Efter dannelsen af Byklyngen Hurup, som blandt andet havde bosætning på sit program for fremtidig udvikling, tog vi kontakt til dem med vores drøm om et seniorbofællesskab. De spillede imidlertid bolden tilbage til os og opfordrede os til at danne en gruppe, der skulle arbejde videre med planerne, siger Dorthe Christensen.

Som opfordret, besluttede de to vennepar at danne en forening og for at få nye input og flere med i arbejdet, kom Gitte Nielsen og Helle Libak med ombord.

Fællesskabet i centrum

Efter mange møder i bestyrelsen og inspirationsudflugter til eksisterende seniorbofællesskaber rundt om, har de nu tegnet skitsen til et bofællesskab, hvor de bærende elementer skal være fællesskab, tryghed, omsorg, ansvar og bæredygtighed og med et fælleshus og orangeri, som centrale omdrejningspunkter.

- Vores seniorbofællesskab bliver det første sted i Thy, hvor fællesskabet er i centrum, siger Niels Holger Holmgaard.

Oprindeligt havde bestyrelsen tænkt sig at føre planerne ud i livet gennem oprettelsen af eget boligselskab, men efter et møde med Kommunen, blev tanken om det opgivet.

- De lyttede interesseret til os og syntes også, at vores planer for et seniorbofællesskab i Sydthy var en god idé. Modsat mente de, at der var boligselskaber nok i Thy og vi ved at lave vores eget, ville være for sårbare rent økonomisk. Derfor opfordrede de os til at søge samarbejde med et etableret boligselskab, siger Niels Holger Holmgaard.

Efterfølgende blev flere boligselskaber kontaktet, og blandt dem viste Thisted Bolig interesse for at være med.

- Vi ville helst have et lokalt boligselskab med i vores projekt, så derfor var vi glade for interessen fra Thisted Bolig, siger Niels Holger Holmgaard.

Forinden havde foreningen været rundt om i Hurup for at finde egnede grunde til byggeriet, og valget er faldet på en grund for enden af Mejsevej.

- Vi ville gerne have en grund i bymidten tæt på indkøb, lægehus og stationen, men de var ikke sådan at finde. I stedet fandt vi så grunden for enden af Mejsevej, hvor der var et nedlagt landbrug til salg med tilhørende jord, siger Dorthe Christensen.

På den grund er der plads til at bygge de 20 individuelle huse, fælleshus og orangeri – og til at skabe grønne områder - som seniorbofællesskabet kommer til at bestå af.

Hvordan det kan opføres og komme til at se ud, gav projektleder Finn Dalgaard fra Thisted Bolig og arkitekt Mette Stavad fra Pluskontoret Arkitekter information om og inspiration til på mødet i Hurup Hallerne.

- Det var to fantastiske og inspirerende oplæg, som vi nu kan arbejde videre med, siger Dorthe Christensen.

Efter mødet meldte flere sig nemlig til den arbejdsgruppe, som i løbet af året skal arbejde videre i workshops med at udvikle ideerne til færdigt byggeri i samarbejde med Thisted Bolig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste