Folk stod i kø: Kæmpe ryk ind til loppemarked i gammel kro
MORUP MØLLE: Da Morup Mølle Kros nye værtspar, Dee El-Zarif og Mads Zartow, åbnede dørene til loppemarked den 1. april, blev de mildest talt meget overvældet.
Køen var allerede på mere end 100 besøgende, der alle ville ind og købe en bid af kroens historie i form af inventar og køkkengrej, som var blevet tilovers, efter parret netop har afsluttet første etape af renoveringen af den gamle kro, siger Mads Zartow.
Han og Dee købte den ikoniske kro med overtagelse den 1. februar i år.
I tidsrummet fra 11-17 kom der flere hundrede besøgende, som alle købte flittigt ind. Så da Dee og Mads om aftenen gjorde salget op, var der solgt for 15.016 kroner, som de på forhånd havde meddelt ville blive doneret til Morup Mølle Beboerlaug.
- Både Dee og jeg blev meget overvældet over den meget store interesse, der var for dels at besøge og se kroen, men også interessen for at samle penge ind til beboerlauget. Det var for at give noget tilbage til lokalsamfundet, at vi øremærkede indtægterne fra loppemarkedet til Morup Mølle Beboerlaug, der har taget godt imod os lige fra første dag, og ligeledes har hjulpet til med arbejdet i forbindelse med renoveringen af kroen indtil nu, fortæller Mads.
Renovering af legeplads
Den flotte pengegave vakte stor glæde hos Morup Mølle Beboerlaug, hvor formanden for bestyrelsen, Jan Olesen, allerede kan løfte sløret for, hvad pengene skal bruges til – nemlig opgradering af legepladsen i Kroparken ved siden af Morup Mølle Kro.
- Vi kunne næsten ikke få armene ned, da vi hørte, at der var indsamlet 15.000 kroner. De skal bruges på opgradering af vores legeplads i Kroparken, som vi længe har haft planer om at renovere, og som vi også er ved at søge fondsmidler hjem til. Men de 15.000 kroner danner en solid bund, så nu kan vi komme i gang med arbejdet, siger Jan Olesen.
Der er allerede indgået et uformelt, men helt naturligt samarbejde mellem beboerlauget og det nye kropar, for lokalsamfundet har taget godt imod Dee og Mads og deres planer om at vække Morup Mølle Kro til live igen.
- Vi er meget stolte af, at Morup Mølle får så megen opmærksomhed, efter Dee og Mads har overtaget kroen. Og i beboerlauget har vi planer om at give en hjælpende hånd med oprydningen i parken omkring kroen, hvor vi vil hjælpe med at rydde træer, anlægge stier og i det hele taget få ryddet op, siger Jan.
For det er helt naturligt for beboerne i Morup Mølle at hjælpe hinanden.
- I et lille samfund som vores, så er vi vant til at rykke sammen og give en hånd med de steder, hvor det er til gavn og glæde for fællesskabet i lokalsamfundet. Og her ser vi Morup Mølle Kro som et naturligt samlingssted for byens borgere. Så vi vil fremover benytte kroen til nogle af vores arrangementer. Sådan som man har gjort tidligere, siger han.
Puster liv i historien
Dee og Mads er meget glade og taknemmelige for den store opbakning, de allerede har fået fra lokalsamfundet og beboerlauget.
- Vi har fra starten af haft den tanke, at vi gerne vil åbne dørene for folk i lokalsamfundet. Og det må vi sige, allerede er lykkedes. Vi har fået en utrolig god respons fra både lokale borgere i byen, men også fra tidligere gæster og ansatte på kroen, fortæller Mads.
Og netop den store interesse fra de lokale og tidligere gæster og ansatte på kroen kan Dee og han nu bruge til at puste liv i genfortællingen af kroens historie.
- Når de kommer og besøger kroen, så fortæller de historier fra gamle dage, hvor de selv arbejdede eller var gæster på kroen. Alle de historier vil vi nu samle og bruge aktivt, så alle der besøger kroen kan få del i kroens historie. Helt hvordan, har vi ikke lagt os fast på endnu, fortæller Mads.
Sammen med Dee er han nu færdig med første del af renoveringen af kroen og har åbnet dørene til kroens Gastro Pub. Næste etape bliver renovering af kroens værelser og derefter den store spisesal, som skal være kroens restaurant med tilstødende gildesal.
- Vi renoverer stille og roligt kroen, og vi er glade for al den hjælp, vi får fra de lokale til at genfortolke kroen og ikke mindst at få pustet liv i den gamle kros historie, siger Mads.