Billede beskrivelse

Første sejr til MorsØ FC: Slår topholdet

MorsØ FC spillede en klog kamp og slog topholdet fra Højslev Station IF

20. august 2022 kl. 16.00

NYKØBING: Det var en svær opgave, som MorsØ FC var på lørdag eftermiddag i Serie 2. På hjemmebane mødte MorsØ FC topholdet fra Højslev Station IF, som inden opgøret havde vundet alle deres kampe. Men den stime ødelagde MorsØ FC, som vandt en sikker sejr på 3-1.

- Det var en rigtig fin kamp. Vi spillede klogt og disciplineret, og og vi holdt dem fra chancer næsten hele kampen igennem, siger spillende træner for MorsØ FC, Mickey Berg.

Der var kun spillet et minut, før MorsØ FC bragte sig foran. Her kom de fri i højre side, hvorfra bolden blev spillet ind til Nicklas Krog, som gjorde det til 1-0.

Efter 15 minutter fik MorsØ FC ikke clearet et indlæg, og så udlignede gæsterne til 1-1.

Højslev Station IF var meget på bolden, men MorsØ FC stod godt på banen og tillod ikke mange chancer. Til gengæld var de farlige på kontra og havde flere gode muligheder.

Efter en halv time opsnappede Mickey Berg bolden på et udspark fra Højslev Station IF's målmand, og så kunne han score til 2-1.

Den føring holdt MorsØ FC til pausen.

- Vi stod lidt lavere, end vi gerne ville, men til gengæld var vi skarpe på omstillinger, siger Mickey Berg.

I anden halvleg fortsatte kampbilledet, hvor MorsØ FC ikke tillod mange chancer imod.

Ti minutter inde i anden halvleg gjorde Nicklas Krog det til 3-1. Han blev spillet fri på kanten af feltet, hvorfra han sparkede bolden i mål.

Der blev ikke scoret mere, og MorsØ FC vandt kampen 3-1.

Inden lørdagens kamp havde MorsØ FC spillet sæsonens første tre kampe uafgjort.

- Det er en lettelse at få en sejr. Selvom vi ikke har tabt, så giver de uafgjorte kampe ikke mange point, så det er dejligt at kravle væk fra bunden, siger Mickey Berg.

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

MorsØ FC

Højslev Station IF

Resultat: 3-1

Pause: 2-1

Mål: 1-0 Nicklas Krog (1), 1-1 (15), 2-1 Mickey Berg (30) og 3-1 Nicklas Krog (55)

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste