Flydende haver, fjordlegeplads, naturbro og æblefællesskab får del i grønne millioner
Wakeboardere i Cold Hawaii Inland ved den gamle Synopal Havn vil dyrke haver på vandet
THISTED: Når man ræser afsted trukket af en wire på et surfbræt i et ellers lukket havnebassin, kan der let opstå bølger, og det er irriterende for wakeboarderne og andre brugere af Synopal Havn i Thisted.
Men der er hjælp på vej. Nordea-fonden har nemlig givet 344.320 kr. i støtte fra sin "Her gror vi"-pulje, som skal gå til nogle særlige vandhaver, der - foruden at opretholde god vandkvalitet i Limfjorden - også skal fungere som bølgebrydere.
Det giver et roligere vand til glæde for vinterbadere og ikke mindst de mange aktive omkring vandsporten wakeboard, som er en del af Cold Hawaii Inland i Thisted.
- Det bliver rigtig fedt. Ikke kun for os, der dyrker wakeboardsporten, men også for andre brugere af havnen og for biodiversiteten, siger formand Thomas Bruhn Helleberg fra Thy Wakeboard.
Foreningen vil samarbejde med lokale skoler om formidling af miljø og biodiversitet i forhold til de kommende flydende vandhaver, som skoleelever og foreningsmedlemmer skal stå for at beplante.
- Vi har været rigtig gode til at tiltrække nogle af de unge, som ellers i deres tidlige ungdom ofte falder fra i andre foreninger, siger Thomas Bruhn Helleberg.
Millionstøtte til ny legeplads
Men det er ikke kun i Thisted, hvor der bliver delt penge ud:
I Vilsund tildeler Nordeafonden 1 mio. kr. til opførslen af en ny fjordlegeplads.
Projektet ønsker at skabe et indbydende område med let adgang til Limfjorden, hvor børn og unge kan blive mere bevidste om livet i og omkring vandet. Projektet vil igangsætte aktiviteter med fokus på naturvejledning, friluftsaktiviteter, motion og bevægelse samt trivsel. Det vil eksempelvis være tematiske aktiviteter som ”Muslingernes dage”, der skal oplyse og formidle omkring muslingernes liv og historie i Limfjorden, samt betydningen for det lokale erhvervsliv.
I Tilsted og Tingstrup får de 660.500 kr. til en ny naturbro.
Projektet vil skabe sammenhæng mellem de to bydele Tilsted og Tingstrup, hvor etableringen af en ny bro, "Naturbroen", skal give adgang til et ellers isoleret grønt åndehul. Borgere skal få lettere adgang til de grønne faciliteter i de forskellige bydele, og Naturbroen skal ses som fundament for, at den grønne struktur i de to bydele fremover ikke fremstår og udvikles som to adskilte enheder, men som ét hele. Generelt vil projektet understøtte helt almindelige gåture for befolkningen i de to byer samt udvikle sociale, rekreative og grønne fællesskaber mellem borgerne i hele kommunen
I Vestervig er der 522.654 kr. på vej til en ny skolehave.
Projektet, som bliver til i samarbejde med Vestervig Skole og Vestervig Håndværker og borgerforening, vil etablere en ny skolehave, hvor der er bede til alle klasser og plads til at arbejde med grøntsager og biodiversitet. Der skal også laves kompost. Endvidere skal børnene plante frugttræer på frie områder på skolens grund. Til understøttelse af aktiviteterne vil projektet etablere en dyrkningsbase i forbindelse med Aktivitetscenter Vestervig-Agger på nordsiden ud til skolehaven.
Puljen er iværksat for at støtte borgerdrevne initiativer, som får både bynaturen til at gro og fællesskaberne til at vokse. For eksempel i form af friluftsbade, fælles byhaver og legepladser med biodiversitet i fokus.
Nordea-fonden havde oprindeligt øremærket 50 mio. kr. til "Her gror vi"-puljens to uddelingsrunder, men på grund af stor efterspørgsel uddeles samlet hele 66,8 mio. kr., hvilket altså er 16,8 mio. kr. mere end planlagt.