Flot landspetanquestævne i Nykøbing
Sydmors petanque klub afviklede den forgangne weekend landspetanque i Nykøbing. Det forløb over fire dage med den officielle start om lørdagen, hvor formand Gunnar Mogensen fra Sydmors Petanqueklub bød velkommen, inden borgmester Hans Ejner Bertelsen satte spillet i gang.
- Vi startede med rigtig fint vejr om lørdagen, og sluttede med en lille byge. Alle var klar til aftenfesten i Bankohallen, hvor der blev uddelt præmier til de tre vindende hold, fortæller Gunnar Mogensen, der fortsætter:
- Om fredagen var der nogle, som ihærdigt prøvede på at få bronze, sølv eller guld med sig hjem. Ud af de 161 der prøvede lykkedes det kun at uddele fire bronzenåle.
Søndag blev der spillet med double makker. Vejret viste sig fra den våde side fra morgenstunden, men det var ingen hindring. Som erfaren petanquespiller tager man naturligvis ikke til stævne uden regntøj og gummistøvler.
Nr. 1 blev Lene Pedersen og Søren Dam Andersen. Læborg petanque.
Nr. 2 blev Aase Bertelsen og Tage Christensen. Skanderborg Petanque.
Nr. 3 blev Anny Madsen og HC Madsen. Læborg Petanque.
Gunnar Mogensen oplyser afslutningsvis, at der trods de mange deltagere ingen lokale spillere deltog. Inger og Keld Fisker fra Sydmors Petanque kom dog til at spille, da der manglede et hold om søndagen, hvor også John Hansen fra Nykøbing Petanque kom med som afløser for en spiller, der var blevet skidt tilpas.