Flot gestus: Kvinder strålede efter makeover-aften
På det sociale værested Solstrålen i Skolegade kommer også mange kvinder. Sjældent er der humør eller overskud til en forkælelse af sig selv. At få lov at ligne en million, når håret er sat, makeuppen lagt og neglene skinner.
Det besluttede et par frivillige i Solstrålen, at det skulle der gøres noget ved. De kontaktede derfor frisørsalonen Kvali:Tid og negleklinikken Beauty Best, om de kunne tænke sig at være med til en makeover-aften for nogle af husets brugere.
- De sagde straks ja, hvilket vi er meget taknemmelige for. For efter en hård coronatid er der mange, som kommer hos os, der trænger til en opmuntring. Så er det bare fedt at få den håndsrækning, som tilsagnet fra Kvali:Tid og Beauty Beast er, lyder det fra Bodil Dahl, frivilligansvarlig i Solstrålen.
Slangekrøller og bowling
Tirsdag aften blev kaffestuen i Solstrålen så for en aften omdannet til ”beauty-salon”.
Ved de opstillede spejle arbejdede frisørerne Janni Drejer og Maria Paaske. Astrid Jensen fra Beauty Beast havde slået neglebordet op ved kaffebordet, hvor 10 ventende kvinder hyggesnakkede og grinede.
For den personlige forkælelse spredte sig som forventning og højt humør i gruppen af kvinder, der næsten ikke kunne vente til det blev deres tur.
En af de første, der kom under frisørsaks og krøllejern, var Maria Møller Nielsen. Hun fik en trendy klipning. Frisure blev til slut stylet op med flotte slangekrøller af Janni Drejer, og det var tydeligt, at Maria Møller Nielsen syntes godt om at få lidt forkælelse og en makeover - selv om klokken var 19 torsdag aften.
- Bare det havde været fredag og vi kunne gå en tur i bowleren, lyder det fra Maria, smilede over hele ansigtet.
- Det er altså bare dejligt at få lov at pleje sig selv lidt. Vi har ikke lige råd til sådan en omgang. Det er skønt at få lov at føle sig lidt dejlig og lækker, lyder det fra Maria Møller Nielsen.
Hele aftenen sluttede ved 21-tiden efter, at hele gruppen havde været en tur i stolen. Janni Drejer fra Kvali:Tid er glad for, at salonen fik buddet om at give en makeover-aften for kvinder i Solstrålen.
- Det var et rigtig godt initiativ. Vi havde en rigtig hyggelig aften med masser af godt humør og grin. Og kvinderne var dybt taknemmelige. Skønt at kunne støtte dem og give dem en god aften. Vi er også taknemmelige, lyder det fra Janni Drejer, medindehaver af Kvali:Tid.
Ud over nye frisure og flotte negle var der en goodiebags med produkter og Chokoladekurven gav flødeboller til kaffen.