Billede beskrivelse

Flemming, Jørgen og Svends klub forskønner landsby

05. oktober 2023 kl. 14.53
Opdateret 10. oktober 2023 kl. 21.09

En gruppe friske mænd fra Vils og omegn har netop stiftet en rigtig mandegruppe, Onsdagsklubben, som for nuværende består af 16 pensionister.

Yngste medlem er 64 år, Flemming Borg, som netop er gået på Arnepension efter et hårdt arbejdsliv som murer. Den ældste er Vagner Lausten, 80 år og pensionist.

En del er pensionere håndværkere, nogle er gode gør-det-selv mænd, mens andre bare er gode til noget andet. Blandt andet initiativtageren til at stifte klubben, Jørgen Paaske på 70 år, som er pensioneret assurandør og god til det der med at organisere og få noget til at ske.

Netop som han gjorde den 13. september, hvor han inviterede alle mænd i området til at møde frem i Vejerslev Menighedshus, for på uformel vis at stifte klubben.

- Der var faktisk et rigtigt pænt fremmøde den første dag, og i dag tæller gruppen 16 mand. Ideen med Onsdagsklubben har jeg faktisk lånt fra Øster Assels, hvor de stiftede en tilsvarende gruppe for nogle år siden. Jeg har længe syntes, at vi her i Vils og omegn skulle kopiere ideen. Og det var der åbenbart stor opbakning til, for nu er vi kommet i gang, siger han.

Billede beskrivelse

Arbejde og socialt samvær

Gruppen blev på uformelt plan enige om, at formålet med Onsdagsklubben er, at gruppen mødes hver anden onsdag i Vejerslev Menighedshus, hvor de starter med en kop kaffe og et rundstykke doneret af menighedsrådet.

- Efter en halv time med kaffe og lidt morgenmad, så går vi til opgaven med at forskønne vores by. Vores første opgave var vi på i onsdags, hvor vinduer og rem ved Sydmors Fritidscenter blev malet. Vi sluttede klokken 11.30, hvor vi over en fyraftensøl planlagde næste opgave. Og det bliver at pynte op til Halloween på byens torv, forklarer Jørgen Paaske.

Andre opgaver i støbeskeen er at fjerne ukrudt eller lave småreparationer ved byens torve og andre offentlige steder. Blandt andet er der nok at se til i Smedebjergevejs Skov, hvor stisystemet altid kan trænge til en hånd. Det er dog langt fra arbejde det hele, lyder det fra Flemming Borg.

- Jeg har meldt mig ind til klubben, fordi jeg som pensioneret murer gerne vil være med til at forskønne vores by. Men der ligger også et socialt aspekt i det, og det er det sociale samvær, som jo nok fylder halvdelen af tiden, hvor vi er samlet, siger han.

Billede beskrivelse

Taget godt imod

Onsdagsklubben er allerede blevet taget godt imod af byens borgere. De, som ikke har tid til at gå til hånde, hjælper klubben på anden vis. Blandt andet har flere meldt ud, at de gerne vil stille værktøj og maskiner til rådighed. Og senest har klubben fået en vigtig og kærkommen donation.

- Vi har netop fået besked fra Vils og Omegns Beboerforening, at de vil donere en fyraftensøl til os. Den takker vi gladeligt ja tak til, for det er vigtigt, at vi efter arbejdet kan sidde og hygge en halv times tid, før vi skilles ved middagstid, hvor vi skal hjem og spise frokost, siger Jørgen Paaske.

Så nu er klubben kommet i gang, og der venter mange opgaver forude samtidig med, at gruppen også planlægger noget socialt samvær – måske en julefrokost.

- Vi har den her uskrevne og helt uformelle regel, at der ingen adgang er for kvinder i Onsdagsklubben. Men hjælper de til med at lave lidt mad og smøre et rundstykke til os, så er de velkommen, så længe klubbens aktiviteter er for mænd, siger Jørgen Paaske, og der grines lidt rundt om bordet, for mændene ved nok godt selv, at lillemor derhjemme måske synes, det er en rigtig god ide, at mændene mødes udenfor hjemmet og gør sig nyttige sådan helt for sig selv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste