Flaget kom op hos Røde Kors
HURUP: I år er det 20 år siden, at Røde Kors Sydthy åbnede sin første butik i Hurup.
Samtidig er det til november fem år siden, at butikkerne flyttede til større lokaler i den tidligere Møllekro.
Det blev tirsdag formiddag fejret med flaghejsning, kaffe og rundstykker.
Senere var der kaffe og kage på menuen, og om eftermiddagen fik butikken besøg af Tina Donnerborg fra Røde Kors´ landskontor, der fortalte om genbrugsbutikkernes betydning for Røde Kors´ arbejde.
Idéen med det nye flag fik formand Kristine Christensen, da hun fra Oddesundvej så nabobutikken Jem & Fix’ flag vaje.
- Jeg tænkte, at hvis de kan være synlige, så kan vi også, fortæller Kirstine Christensen.
70 frivillige sørger for, at butikken kan køre rundt. Og nogle af kunderne kommer langvejs fra.
- Det vigtigste er, at der er pænt og rent, siger Kirstine Christensen, der kan melde om en rekordomsætning.
- Lørdag 8. oktober rundede én million i omsætning. Det skal ses i forhold til, at vi i hele 2021 omsatte for godt én mio., fortæller formanden.
Røde Kors Sydthy skal aflevere 34 pct. af overskuddet til hovedkontoret. Resten må lokalafdelingen selv bruge.
Og modtagere er der nok af.
- Vi har vågetjenesten, besøgsvenner, nørklere og især julehjælpen, som vi bruger pengene til, siger Kirstine Christensen.
Festdagen blev markeret ved, at Sydthy Røde Kors inviterede de frivillige til fest på Thinghuskroen i Vestervig om aftenen.