Fjordhaverne har fået en julegave
VELUX FONDEN har bevilget foreningen 240.000 kroner - pengene skal bruges på en ny båd
NYKØBING: VELUX FONDEN har netop bevilget 240.000 kroner til foreningen Fjordhaverne, der siden 1. januar 2015 dyrket muslinger og tang på liner ud for Østre Strand i Nykøbing.
Pengene skal bruges til en stor og arbejdsvenlig båd, der skal lette arbejdet ude på fjorden for medlemmerne, der hovedsageligt er pensionister.
- Vi har sejlet ud til en flåde, tøjret båden og trukket flåden over til linerne. Derefter har vi hejset linerne op på nogle hjul i flådens hjørner og så trukket os frem og tilbage langs linerne. Det er en meget besværlig arbejdsgang og hårdt for ryggen. Der er desuden flere medlemmer som ikke tør skifte fra båd til flåde under vejrforhold, som kan være ubehagelige, fortæller Georg Østerbye fra Fjordhaverne.
Foreningen indsendte derfor en ansøgning til VELUX FONDEN om støtte.
- Med en stor jolle med hydraulisk kran, kan vi arbejde med linerne uden at skulle bruge flåden. En langt lettere og mere sikker arbejdsgang end den nuværende. VELUX FONDEN har lagt vægt på at vores forening består af aktive ældre, der dels er aktive udendørs og til søs og som desuden med avanceret madlavning af maritime råvarer - som muslinger, tang og østers. Medlemmerne er typisk i alderen 60-80 år og opfylder derfor kriterierne, fortæller Georg Østerbye.
Foreningen har nu planer om at købe en LIMBO 6000 med en kraftig motor og med specialudstyr monteret. Båden er produceret hos Limbo Både I/S i Agger.
- Vi regner med at skulle modtage båden til foråret og glæder os til at bruge den til pasning af muslingelinerne, siger Georg Østerbye.