Fitness World ud af arenaen allerede til 1. juni
Kæden stopper i Nykøbing over et halvt år, før lejemålet udløber
Samtlige medlemmer af Fitness World, der har et abonnement tilknyttet kædens center i Nykøbing, har nu modtaget en opsigelse. 1. juni vil de ikke længere kunne lukke sig ind i centret i Sparekassen Thy Arena Mors, idet det ophører denne dato.
”Det er desværre ikke lykkedes os at skabe en fornuftig forretning gennem den tid, vi har haft en fitnesscenter på Mors. Vi lukker derfor centeret den 31. maj 2022. Vi opsiger dit medlemskab hos Fitness World, så det udløbet i forbindelse med lukningen.” Sådan skriver Fitness World med hovedkvarter i Valby til Nykøbing-medlemmerne.
Det er vanskeligt at få udtalelser fra Fitness World, der tidligere gennem en ekstern pressemedarbejder har bekræftet, at lejemålet i Nykøbing er opsagt, men at det fortsætter i Thisted. De to centre har haft samme ledelse.
Henrik Poulsen, formand for bestyrelsen i Sparekassen Thy Arena Mors, har tidligere oplyst, at lejemålet er til udflytning omkring januar 2023. Han siger nu, at han endnu ikke ved, om arenaen vil kunne disponere over lokalerne i andet halvår 2022.
- Jeg tænker fortsat, at vi også fremover bør have fitness som aktivitet i arenaen. Men jeg kan ikke sige noget konkret om vores planer på nuværende tidspunkt, siger Henrik Poulsen.
Fra medarbejdere i Fitness World i Nykøbing har det ellers forlydt, at kæden har været på udkig efter andre lokaler på Mors. Men de opsagte medlemmer har ikke fået tilbud om fortsættelse af medlemskabet andet sted på øen. Tværtimod skiver Fitness World, at tilgodehavender for personlige træningsforløb og lignende vil blive opgjort og refunderet pr. 31. maj.