Fiskehandleruddannelsen er flyttet til Mors
Den indgår nu i Nordic Food College’s culinaryafdeling
TØDSØ: EUC Nordvest fortæller i en pressemeddelelse, at man nu har flyttet fiskehandleruddannelsen fra Fiskeriskolen i Thyborøn til Morsø Landbrugsskole i Tødsø med den nyetablerede helhedsskole Nordic Food College.
Peter Schym Jensen, der er uddannelseschef for Nordic Food College’s culinaryafdeling, der huser skolens fødevareuddannelser, siger, at der er fine læringsforhold i Tødsø for de kommende fiskehandlere, bl.a. er en nyindrettet skærestue med 10 graders klimazone til rådighed, der er friske råvarer lige uden for døren, og der er brancherelevante virksomheder i nærområdet:
- Her bliver fiskehandlereleverne en del af treenigheden ”fjord-jord-bord” og kommer til at befinde sig i skaldyrshovedstaden. De får direkte adgang til mange fagrelevante ting, idet vi har kort afstand til bla.a. fjordfiskeri, skaldyrs- og muslingeindustrien og Dansk Skaldyrscenter. Alt hvad der kan skabes af synergi og samarbejde i et læringsmæssigt perspektiv er godt, og det har vi alle forudsætninger for at skabe her, siger han.
Under deres uddannelse skal fiskehandlereleverne lære om hele værdikæden fra landing og håndtering af fisk på fiskekutterne til filetering og forarbejdning, præsentation, salg og service i fiskebutikken. Og så skal de naturligvis lære at tilberede en masse lækre retter med fisk og skaldyr:
- De får et spændende og alsidigt uddannelsesforløb, hvor de udover de obligatoriske læringsmål kommer på fjorden med en muslingekutter for at fiske muslinger og østers, kommer på besøg på Sashimi Royal i Hanstholm, der opdrætter fisk til sushi, deltager i workshopper med fokus på tang og fornyelse af klassisk fiskesmørrebrød og meget mere, siger Peter Schym Jensen og fortsætter:
- De bliver ligeledes en del af Østers Finalen, hvor NOMA’s tidligere souschef Torsten Vildgaard afvikler masterclass på Nordic Food College, og hvor der vil være masser af aktiviteter på havnen i Nykøbing. Vores fiskehandlerelever vil også deltage med produkter og specialiteter til bedømmelse, så der vil være rig mulighed for at opleve deres kunnen på helt tæt hold.
Mere om uddannelsen på: www.eucnordvest.dk.