Billede beskrivelse

Fire unge flytter ind på tidligere plejehjem

Det ny botilbud Stenhøj Thy åbner 1. juni

13. april 2022 kl. 14.18

VESLØS:1. juni flytter fire unge mænd ind på det tidligere plejehjem Stenhøj i Vesløs. Flere beboere følger formentlig efter, for det er nu sikkert og vist, at den totalrenoverede bygning får et nyt liv som botilbud for unge med udviklingshandicap.

Det er en flok frivillige ildsjæle, der har skabt grundlaget for det ny botilbud, som er en selvejende institution, administreret af Jysk Børneforsorg. Allerede i august blev Mie Mommer ansat som forstander, og i efteråret blev yderligere stillinger slået op. Disse medarbejdere har dog været indforstået med at vente med at sige deres nuværende stillinger op, indtil der var sat dato på åbningen.

Det er to pædagoger, en ergoterapeut, en social- og sundhedsassistent og to studerende, der starter 1. juni.

Den formelle godkendelse af botilbuddet kom på plads lige op til jul, hvorefter kommende beboere kunne begynde at søge deres kommune om en plads på Stenhøj Thy. Den procedure har taget tid, men nu er de første fire indskrivninger altså endelig på plads.

- Det er fire unge fra Thisted Kommune. De er i alderen 19 til 28 år, oplyser Mie Mommer.

Hun fortæller, at der er yderligere interesse fra flere, der er bosat i Thisted Kommune.

Botilbuddet har også gjort opmærksom på sin eksistens over for andre kommuner.

- De er superpositive, men jeg tænker, at jeg først får helt hul igennem, når jeg kan tilbyde dagbeskæftigelse og STU, og det når jeg simpelthen ikke til 1. august, siger hun.

De fire unge, der flytter ind, har allerede dagbeskæftigelse andetsteds.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste