Billede beskrivelse

Fire dansere på air floor - og prøv selv

Limfjordsteatret får besøg af Uppercut Danseteater med forestillingen ”Jump”

08. marts 2020 kl. 10.00

NYKØBING: Spring ud og spring op og spring videre. Det handler om, at Uppercut Danseteater besøger Limfjordsteatret fredag aften 13. marts. Danserne udfordrer tyngdekraften, når scenegulvet er skiftet ud med et 6x6 meter stort luftmadraslignende underlag, kaldet air floor, til de fire akrobatiske danseres forestilling ”Jump”. Det er en forestilling om at agere i livet. Om at springe, hoppe, falde, snuble - og rejse sig igen og finde fodfæstet.

Ifølge Weekendavisen anmelder er ”Jump” både ”fysisk leg og ekvilibrisme på højt plan”, hvor danserne ”formår at aftegne forskellige temperamenter og indbyrdes relationer som konkurrence, vovemod og flokmentalitet, tilsat et enkelt strejf af ensomhed og ubalance”.

Forestillingen er skabt af kompagniets danske chefkoreograf Stephanie Thomasen og den anerkendte israelske koreograf Ofir Yudilevitch. Med det særlige underlag løftes forestillingen op i helt ny luftlag såvel koreografisk som visuelt og teknisk. Altid med risikoen som et grundvilkår, idet ethvert spring samtidig rummer muligheden for et fald.

Skulle man have springglade unge - eller børn over syv år - kan de sagtens være med, og måske tilmed have lyst til at selv at afprøve den særlige madras efter forestillingen. Det er bare om at få skoene af og springe ud. Men man kan altså også nøjes med en stilfærdig tur i cafeen, siger Anne Mette Riis fra Limfjordsteatret og tilføjer, at der fortsat er ledige billetter med særlige priser for børn og unge.

Nærmere på: www.limfjordsteatret.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste