Fem gange guld: Thyboer løftede sig til succes
Fem styrkeløftere fra Thisted Vægttrænings Forening(TVF) har i weekenden været en tur i Horsens for at deltage i DM styrkeløft.
TVF holdet bestod af Casper Futtrup (senior), Sebastian Hoffmann, Suersaq Kristiansen og Sebastian Mortensen (subjuniorer) og Stephan Vorup, (masters +50 år) og træner/holdledere Patryk Bolek og Benjamin Falgreen. Dertil skulle en dommer som lige skulle klare den praktiske prøve før han kan fungere som A-dommer (højeste nationale kategori), skriver klubben i en omtale.
Først på podiet var den ”multiforsvarende” danske mester og landsholdsløfter, Casper “Futte” Futtrup, som brugte DM som en sidste test før EM i Luxembourg i maj.
Og selvom Futtrup holdt igen og ikke løftede sig ud i de tre discipliner, leverede han alligevel sin lange karrieres tredje bedste total i -120 kg klassen og sendte et tydeligt signal om, at EM formen er ved at være der hvor den gerne skulle være.
For uden at få meget sved på panden løftede Futtrup , 365 i squat, 272,5 kg i bænkpres og 295 kg i dødløft- totalt 932,5 kg - og sikrede sig endnu et dansk mesterskab.
Lukket af veteran-løfterne
I næste stævneafsnit var det sub-juniorerne (14-18 år) de yngste atleters tur. Og her var de tre stærke knægte fra Thy aldeles forrygende, alle med en række flotte personlige rekorder. Og vigtigst af alt sikrede de sig alle tre guld i deres respektive vægtklasser, samt holdpokalen i subjunior kategorien.
I -66 kg klassen løftede Sebastian Hoffmann 100 kg i squat, 65 kg i bænkpres og 132,5 kg i dødløft. Totalt blev det til 297,5 kg. Alle resultater ny personlig rekord
I - 83 kg klassen satte Suersaq Kristiansen ligeledes personlige rekorder over hele linjen med 182,5 kg i squat, 140 kg i bænkpres og 212,5 kg i dødløft. Totalt blev det til 535 kg.
I -93 kg klassen løftede Sebastian Mortensen 162,5 kg i squat, 95 kg i bænkpres og 170 kg i dødløft. Totalt 427,5. Alle resultater på nær dødløft nye personlige rekorder.
Mesterskabet blev lukket og slukket af veteranerne - masters løfterne. Og her var TVF’s Stephan Vorup, som har løftet for klubben siden han var junior i 1990 og vundet ”et hav” af danske mesterskaber i de forskellige alderskategorier til start i -120 kg klassen for atleter over 50 år.
Og med et imponerende overskud løftede Vorup 290 kg i squat, 212,5 kg i bænkpres og ny dansk rekord på 266 kg i dødløft. Totalen på 768,5 kg var ligeledes ny dansk rekord i kategorien. Og Vorup kunne dermed sætte endnu et dansk mesterskab ind på kontoen.