”Farlige Frank” var lige ved og næsten: Nu hænger guldet om halsen på bysbarnet Martin
AGGER: Det, som kun blev lige ved og næsten for ”farlige Frank” Kristensen med sølv og bronze i FC Midtjylland, er nu gået i opfyldelse for bysbarnet Martin Mark.
For små to uger siden, kunne 30-årige Martin modtage folkets hyldest i Herning og Ikast efter det danske mesterskab til ”ulvene”, og da han sammen med sin bedre halvdel Kristina og parrets to små drenge, Eske på to og Frede på 10 måneder, kom hjem til en velfortjent ferie i Agger, hang FC Midtjyllands flag og vajede i vinden ved indkørslen til landsbyen.
- Det var nu et tæppe for ham, der har ansvaret for flagstængerne, havde ikke et rigtigt FC Midtjylland flag. Det har jeg så fået besked på at tage med hjem næste gang, smiler Martin, da ligeher.nu møder ham sammen med Eske i gåafstand fra de klitter, hvor han som dreng rendte rundt og spillede fodbold.
- Dengang var der ikke så mange andre idrætter, man kunne gå til i sin fritid Agger, så det blev fodbold for mig, siger han.
Drømmen om noget større end Agger og den lokale boldklub, blev dog ikke forløst gennem en aktiv karriere, for allerede som 12-årig satte en hofteskade en stopper for Martins spil inde på grønsværen.
Men bidt af fodbold, som han var, valgte han i stedet at kaste sig over trænergerningen, hvor han via Hurup og Thisted endte hos AaB, inden han for syv år siden fik tilbuddet og takkede ja til at komme til FC Midtjylland for at blive cheftræner for klubbens U15.
Lang rejse
- Det har været en lang rejse fra Agger til et dansk mesterskab med FC Midtjylland, så det handler både om dedikation, hårdt arbejde, dygtighed og held. Og til det heldige hører den store hjælp, jeg har fået i min trænerkarriere, først i Thisted FC, hvor talentchef Lars Nielsen lærte mig rigtig meget og hjalp mig til at tage de rigtige uddannelser og siden i AaB, hvor talentchef Jacob ”Figo” Larsen tog mig under sine vinger i min videre udvikling i AaB´s talentmiljø, siger Martin.
Gennem alle årene og frem til det store spring op i Superligaen, havde han arbejdet med talentudvikling som cheftræner for ungdomshold, men da Thomas Thomasberg vendte tilbage til ”ulvene” for igen at blive cheftræner, vendte Thomas tilbage til holdets tidligere så kendte varemærke, dødbolde, og tilbød Martin ansvaret for den del.
- Jeg kan godt lide at være dedikeret omkring bestemte opgaver og fordybe mig i en specialitet, som dødbolde er, så da jeg fik tilbuddet fra Thomas om at blive dødboldstræner og også tage det store spring fra ungdom til Superligaen, var jeg ikke i tvivl om at takke ja, siger Martin.
Kort fortalt handler dødbolde om at træne spillerne i alle situationer, hvor bolden ligger stille. Fra opgiverspark på midten, over indkast, hjørnespark og frispark, til straffespark. Og det gælder både i angreb og forsvar. Og det handler lige så meget om at fremme egne styrker, som at finde modstandernes svagheder i standardsituationer, som dødbolde også kaldes.
- Jeg har været rigtig glad for at få det ansvar, og jeg sparrer rigtig godt sammen med Thomas. Og så er det bare en drøm, der er gået i opfyldelse for os alle i FC Midtjylland med det danske mesterskab. Det er næsten ikke til at beskrive, hvor kæmpestort det er. Ikke mindst ovenpå et par sæsoner med mange udfordringer, skuffende resultater, skader og fyringer på trænersiden, siger Martin, der også kan se tilbage på sin aktie i den guldmedalje, spillerne og trænerstaben kan hænge om halsen og med stolthed bære.
24 af ”ulvenes” mål kom ud af dødbolde.
- I FC Midtjyllands bedste dødboldssæson, var tallet 32. Så vi har stadig noget at gå efter, men jeg føler, at vi er på den rigtige vej, smiler Martin, der i dag er bosat i Ikast sammen med sin familie, kun et par kilometer fra klubbens træningsanlæg.
Og her bliver de boende i den nærmeste fremtid, for Martin drømmer om flere store og mindeværdige oplevelser med FC Midtjylland.
Og næste gang bliver det med det rigtige FC Midtjylland flag i flagstangen ved indkørslen til Agger.