Fangede giganttorsk - troede, det var bundbid
En fisk på 29 kilo tangerer rekorden ombord på ”Yellow Reef” - men der engang fanget fisk på 30 kilo
HANSTHOLM: Ann-Brit Lyhr fra Bogense er inkarneret lystfisker og havde torsdag taget turen til Hanstholm for at prøve at fange en fisk på pilk. Hun havde ikke pilket, siden hun som barn var på fiskeri med sin farfar, der havde en lystfiskerkutter, som sejlede ud fra Bogense. Så torsdagens fisketur med skibet ”Yellow Reef” bliver en tur, hun aldrig glemmer.
Den to en halv times sejltur til Det gule rev 21 sømil vest af Hanstholm gav nemlig et drømmehug, hvor pilkens krog havde sat sig i gabet på en kæmpetorsk på hele 29 kilo. Den største torsk, der er fanget i de fire sæsoner, Mette Christensen og Henrik Dissing har haft rederiet Det Gule rev.
Fiskedagen i det fine vejr begyndte ellers skidt for den fynske ejendomsmægler. For et bundbid betød, at linen måtte kappes, og nyt grej skulle monteres. Hun fik nyt grej på, og, bang, så var der bundbid igen - troede hun. Snøren tre gange rundt om hånden og så trak hun til. Det føltes som bundbid og så alligevel ikke. Der var en fisk i den anden ende.
Hurtigt konstaterede hun, at det her var en fisk, hun behøvede hjælp til. For en torsk på den størrelse kan gøre sig meget tung og stritter imod at blive hevet op af dybet.
Hendes mand overtog fiskestangen og havde en kamp mod fisken. Han kunne mærke, at det var en af de helt store, Ann-Brit havde fået på krogen. Da torsken nærmede sig overfladen, bredte der sig en vild stemning ombord. Torsken blev løftet op på dækket ,og det viste sig at være en kleppert på hele 29 kilo.
Ann-Brit Lyhr og ikke mindst torsken blev hurtigt omdrejningspunkt på båden - også selvom fisken var så tung, at Ann-Britt ikke selv kunne løfte den. Der var heldigvis flere, der gerne ville hjælp med at holde den.
Torsken på 29 kilo er en tangering af den hidtidige rekord, fortæller den tidligere ejer af rederiet Det Gule Rev Orla Andersen.
- Vi fangede flere fisk på 26-28 kilo. Men den største var også på 29 kilo. Man sige, at det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at der fanges en så stor fisk nu. For der er blevet længere mellem de helt store fisk. Da lystfiskeriet med skib fra Hanstholm til Det gule rev begyndte, var der ofte torsk på over 30 kilo. Siden er der fanget mange store torsk, og det har naturligvis betydet, at der er færre af de helt store, siger Orla Andersen.
Ann-Brit Lyhrs fisk blev hevet op fra 50 meters dybde. Ann-Brit Lyhr har i øvrigt også fanget en laks i Varde på på 85 cm. Den blev genudsat.