Billede beskrivelse

Eva vækker opsigt med sin lille bod

28. november 2023 kl. 16.15

Kommer du kørende ad Bredgade i Hurup, kan du ikke undgå at lægge mærke til vejboden.

På lang afstand trækker den din opmærksomhed til sig med sin dekoration af julekæder og dannebrogsflag.

Den lille bod, hedder vejboden, som med en tilhørende havebænk blandt andet byder sig til med juledekorationer, adventskranse, kalenderlys, miniaturetræer i potter og malede stenfigurer af nisser og ugler.

Bag den lille bod står den 67-årige Eva Gravesen.

- Jeg er gået på pension, så nu har jeg fået tid til at lave det, jeg har lyst til, forklarer hun om sin lille bod, der står på hjørnet af datteren Patricias grund.

- Der kommer mere trafik her end der, hvor jeg selv bor, siger hun om placeringen ud til hovedgaden.

Billede beskrivelse

Det er svogeren og skibstømreren Kurt, der har bygget den iøjnefaldende bod til hende, og ægtefællen Keld hjælper til med at lave figurer, når han kommer hjem fra arbejdet hos madras- og sengeproducenten Hilding Anders.

- Han er min ”malermester” og snart på mere tid, for til jul stopper han hos Hilding Anders. Han er blevet 72, har lige haft 30-års jubilæum og har kørt på ”fuld damp” i produktionen. Men nu er tiden inde til at stoppe, så han, som jeg, kan nyde mere tid til vores fire børn og syv børnebørn, hjælpe mig mere med vejboden og også få mere tid til at rejse og opleve sammen med mig, smiler Eva.

Den hjælpende hånd til vejboden sker hjemme i garagen og i køkkenet. I garagen har Eva sit hobbyrum, hvor hun laver sine dekorationer, mens malerarbejdet på figurerne foregår på køkkenbordet. Det er trods alt for koldt lige nu at male i garagen.

Vejboden bliver permanent

Den lille bod er i øvrigt kommet for at blive, for der har indtil videre været så mange kunder i ”butikken”, at Eva har fået blod på tanden til at gøre vejboden permanent.

- Jeg er så småt begyndt at tænke på nytår, for her skal der jo også pyntes fint op og derefter kommer påsken for min lille bod. Folk skal vide at min lille bod ikke er en engangsforestilling her til jul, og heldigvis har Patricia lovet mig, at jeg kan få lov at blive på hendes hjørne. Den støtte og opbakning fra hende, ja fra alle i min familie, er jeg naturligvis meget glad for, siger Eva.

Der i øvrigt er at finde med sine dekorationer og figurer i Vestervig den kommende søndag, hvor der er julemarked i hallen i forbindelse med juleoptoget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste