Et trygt sted for festende unge: Arrangører får stort skulderklap til lokalt arrangement
HANNÆS: Hannæs Østerild prisen uddeles hvert år på Hannæs. I år går prisen ikke til én person - men til hele holdet bag Bondebal, som i 25 år har været trygge omgivelser for fest-debuterende unge.
Formand for foreningen Bondebal 2020, som arrangerer festerne, Jens Lyhne Højbak, er stolt over den anerkendelse, som Hannæs Østerild prisen er.
- Det er jo et stort skulderklap fra hele lokalområdet for det arbejde, vi gør. Vi er jo 40 hjælpere hver gang. Det er rart, at de kan få anerkendelse, lyder det fra formanden, der ikke tøver med, at Bondebal en succes.
- I 2023 afholdt vi syv fester, hvor 2.500 unge kunne feste under trygge forhold med alkohol. En fest, hvor vi voksne er der for de unge. Det er ikke alkoholfrit – det er jo en posefest. Men alt foregår efter reglerne, og der bliver holdt opsyn med de unge fra start til slut. De bliver aldrig overladt til sig selv. Ingen får lov til at gå alene ud i natten, når de skal hjem. Det holder vi øje med, og vi har tæt kontakt med forældrene, siger Jens Lyhne Højbak.
De unge må have deres egen pose med alkohol med til Bondebal. Men der er regler for, hvor meget den unge må medbringe, og hvad der må være i posen.
Afhængigt af alderen må man medbringe fire til seks genstande. Der må kun være maksimalt fem procent alkohol i flaskerne, som ikke må have skruelåg – så der ikke kan fyldes op og blandes stærk alkohol i.
- Mange vælger kun at have sodavand med, og vi ser stadig flere alkoholfrie øl i poserne. Forældre er i øvrigt meget velkomne til at komme og få en kop kaffe, mens de unge fester, lyder det fra Jens Lyhne Højbak, som glæder sig over, at Bondebal nu har kørt i Vesløs og kan trække unge fra et meget stort område.
- Det er selvfølgelig først og fremmest lokalområdet, men der kommer også unge helt fra Salling, Hurup, Thisted, og vi har endda oplevet en hel busfuld, der kom fra Aalborg.
Bondebal er ikke kun fester for unge teenagere. Foreningen afholder også børnefester for 0.-7. klasse, voksenfester og fester for udviklingshæmmede sammen med Bofællesskabet Stenhøj THY.
Hannæs-Østerild-prisen bliver fredag aften overrakt til Bondebal af repræsentanter fra støtteforeningen Hannæs-Østerild.
Ud over anerkendelsen følger et diplom og tre gavekurve til uddeling blandt deltagerne ved Bondeballet. Hannæs-Østerild-prisen 2024 uddeles for 31. gang. I 2023 var modtageren Hannæs-Østerild Skole.