En forårsdag i Thy er tilbage: Håber opbakning er stor nok
Lørdag 7. maj er motionsdagen En Forårsdag i Thy tilbage ved Thyhallen med tilbud til hele familien der vil cykle, løbe eller gå.
Denne udgave er første gang under en ny organisation, siden Thisted Gymnastik & Idrætskultur overtog det traditionsrige arrangement.
Derfor er det en spændt formand for TGI, der ser hen mod lørdagens arrangement.
- Jeg håber virkeligt, at mange vil bakke op om arrangementet, der har været tre år undervejs med mange møder og to års aflysninger på grund af corona. Men vi kører på med det store setup. Vi har derfor brug for en markering af, om folk ønsker, at ”En Forårsdag i Thy”(EFIT) skal fortsætte - som en stor motionsbegivenhed i Thy. Skal vi det, så har vi brug for 350 tilmeldte. Vi har tirsdag morgen godt 180 tilmeldte - hvilket er i den lave ende, lyder det fra Kenneth Christensen fra TGI, der arrangerer EFIT sammen med Thy Cykle Ring, Østerild Rideskole og FDF-Thisted.
Håber på eftertilmelding
- Vi håber derfor på, at der er mange, der eftertilmelder sig fra nu af på grund af det fine vejr. Vi ved, at det er svært at komme i gang efter corona, men vi tror på, at folk ønsker, at et arrangement som EFIT skal fortsætte i Thy. Skulle vi ikke nå op på det tal, så er vi nødt til at overveje om En Forårsdag i Thy skal fortsætte, eventuelt i et andet og langt mindre set-up. For bakker folk ikke op - ja så giver svaret sig selv, lyder det fra Kenneth Christensen.
Årets udgave af EFIT bliver med tre nye løberuter, tre nye cykleruter og to gåruter - de såkaldte Family-walks.
Cykeldistancerne er 105, 69 og 33 km. Helt nye spændende ruter, der er på den lange rute, som blandt andet tager rytterne rundt om Nationalparken og ud på den åbne kystvej mellem Klitmøller og Hanstholm.
Motionsoplevelse
Løberuterne og gåruterne på 21, 11 eller 5 km rundt i Thisted er også helt nye. Den Blå Løber og Tingstrup Sø spiller en central rolle.
- Nu må vi se om folk og familier er klar til den motionsoplevelse, der har været en tradition i mange år i Thy. Vejret bliver i hvert fald perfekt, lyder det formanden for TGI, der opfordrer til, at man eftertilmelder sig hurtigt.
Man kan tilmelde sig på Sportstiming/En Forårsdag i Thy indtil 6. maj. Man kan også møde op på dagen og melde sig til. Cyklister sendes afsted fra 10.30, løberne fra 11.30, og Family Walk er fra 10.45.