En anderledes befrielsesfejring i år
Snart er det 4.-5. maj og 75 år for Befrielsen - fejringer er aflyst, men Museum Mors gør, hvad man kan digitalt
MORS: På Mors blev befrielsesdagen lørdag 5. maj 1945 anderledes end alle andre steder i landet. Der udkom nemlig ingen aviser, fordi typograferne nægtede at gå på arbejde lørdag morgen, fremgår det af Morsø Folkeblads mandagsavis. Det skyldtes dog for manges vedkommende, at de havde travlt som medlemmer af den lokale del af modstandsbevægelsen, Morsø Landeværn. Men der var også nogle, som hellere ville fejre, at ”de fem forbandede år” nu endelig var slut, fremgår det.
75-års-jubilæet for Befrielsen bliver anderledes end nogen tidligere befrielsesaften og befrielsesdag. På grund af covid-19- eller coronakrisen og den deraf følgende delvise nedlukning af samfundet med forbud mod at forsamles mere end 10 mennesker, er langt de fleste fester, cerominer og højtideligheder aflyst. Så dette jubilæum bliver virkelig en nyskabelse - det hele kommer til at foregå digitalt (se længere nede i artiklen). Og så, naturligvis, i radio og tv, som det også tidligere har været tilfældet.
50 ton våben og ammunition
Morsø Folkeblad fortalte, at øen med 50 ton våben og ammunition modtog 10 pct. af alle nedkastninger i løbet af Besættelsen.
Lørdag 5. maj 1945 samledes morsingboerne mange steder. Om eftermiddagen foregik fejringen på Rådhustorvet i Nykøbing med sang, efter at byens skolebørn allerede om morgenen samme sted, hvor Skoleinspektør Bjerlev talte fra rådhusets balkon om Kong Christian X som befolkningens ledestjerne i de svære år.
Det fremgår, at Mors blev skånet for den ydre terror, mange andre byer oplevede fra tyskerne og deres danske håndlangere, og bortset fra ”enkelte nødvendige sabotager” kunne modstandsbevægelsen på Mors koncentrere sig som våbenmodtagelsen.
Lørdag morgen mødte også Morsø Landeværn frem på Rådhustorvet - 350 mand var indrulleret i denne lokale afdeling af den organiserede modstandsbevægelse under kommando af Danmarks Frihedsråd og med kaptajn P. T. Ejby Nielsen som chef for Thisted Amt.
30 arrestationer fandt der sted på øen, og hundredvis af mennesker samledes lørdag ved ting- og arresthuset for at opleve, at de blev fængslet. Navnene blev ikke nævnt i mandagsavisen, selv om det skete mange andre steder i landet. Men det blev oplyst, at der var tre grupper. De fleste var værnemagere, men der var også tale om håndlangere og - måske - stikkere.
Søndag eftermiddag vendte to kendte modstandsmænd hjem fra interneringen i Frøslevlejren, nemlig Ejner Have fra Sejerslev og Erling Pedersen fra Nykøbing, men endnu savnede man at se den lokale modstandsleder, tandlæge Henning Pedersen, der også sad i Frøslevlejren. Det skyldtes, at han havde meldt sig som grænsevagt de første 14 dage efter Befrielsen.
Digitale udstillinger på museet
Museum Mors har en lang tradition for udstillinger om besættelser og deres betydning for morsingboerne.
Til årets besættelses- og befrielsesjubilæum må man nøjes med dem digitalt, men de kan tilgås på museets hjemmeside på internettet. Det finder du her.
Eksempelvis kan man se plancherne fra den tidligere udstilling ”Modstand 1943-45”, som kan ses her. Dem finder du her.
Man kan også genlæse museumsdirektør Anders Have Espersens artikel, som tidligere er bragt i NORDJYSKE Stiftstidende Thy-Mors og Morsø Folkeblads Ugeavis, om 9. april 1940 og tiden, der fulgte på Mors. Det kan du læse her.
Endelig kan man besøge den ny udstilling ”Freden kom” om besættelsestiden - for børn - som museet har udarbejdet i samarbejde med M. C. Holms Skole. Besøg den her.