En anden stemte i hendes navn
- Vi har aldrig været udsat for noget tilsvarende siger Morsø Kommunes direktør for økonomi og stab
NYKØBING: - Da jeg kom hen til stemmebordet og legitimerede mig, fik jeg at vide: Du har stemt!
Pensionist Gertrud Riis fra Nykøbing fik et mindre chok, da hun ved 19.30-tiden mødte frem i Nykøbing Hallen for at afgive sine stemmer til kommunal- og regionsrådsvalget. En anden, formentlig kvinde, havde identificeret sig som Gertrud Riis og havde stemt i hendes navn.
- Jeg fik at vide af kommunens folk, at den falske stemmeafgivning var sket i fredags på biblioteket, hvor en eller anden har brevstemt i mit navn. Da jeg fik legitimeret mig, bad de om en underskrift og kunne så se, at det umuligt kunne være mig, der havde stemt i fredags, siger Gertrud Riis
Herefter fik Gertrud Riis lov til at stemme som normalt.
- Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er at jeg forleden mistede mit pas i forbindelse med en flytning. Jeg har en mistanke om, at det lå i en skuffe på et møbel, der blev afleveret til genbrug, og at nogen så har snuppet passet der. Jeg har både mit sundhedskort og mit kørekort, så det er ikke dem, der er blevet misbrugt, siger Gertrud Riis.
Intet fortilfælde
Bodil B. Kristensen, direktør for Økonomi og Stab i Morsø Kommune, var til stede i hallen og tog sig af sagen.
- Vi har aldrig før været ude for noget tilsvarende ved et valg. Men vi er heller ikke i tvivl om, at det er den rigtige Gertrud Riis, der er mødt frem i dag. Det er hendes stemmesedler, der tæller, hvorimod stemmesedlerne fra biblioteket i fredags er blev annulleret, siger Bodil B. Kristensen.
Kan I se, hvad den falske vælger har brugt til at legitimere sig med?
- Nej, det mener jeg ikke. Men nu undersøger vi sagen nærmere, siger Bodil B. Kristensen.