Billede beskrivelse

Elvis-rock på Thy Teater

Forestillingen ”Viva Las Vegas” fra Randers Egnsteater udspiller sig i 1990’erne

21. februar 2020 kl. 09.54

THISTED: Thy teater inviterer til Elvis-kabareten ”Viva Las Vegas” om aftenen mandag-tirsdag 2.-3. marts i teaterhuset på Frederikstorv i Thisted.

- Elvis Presleys sangkatalog kan få alle til at rocke med, så der er lagt op til en vaskeægte rockfest, når de tre medvirkende i kabaretforestillingen tager fat på musikken fra en af de største figurer i amerikansk musikhistorie, siger teaterchef Niels Vendius, Thy Teater.

Forestillingen udspiller sig i 1990’erne. Pladeselskabsdirektøren H. P. står i spidsen for det lille og økonomisk trængte pladeselskab Las Vegas Records. Banken truer med at trække stikket, og den Elvis-glade, men konfliktsky pladeselskabsdirektør er trængt op i en krog. Hvis ikke han snart skaffer nogle penge, bliver han nødt til at fyre sine to eneste ansatte - den rapkæftede bogholder Tina og den nørdede lydtekniker Henning - og det falder ham ikke nemt. Men med uventet hjælp fra fortiden og lidt opfindsomhed er der måske en udvej ...

- ”Viva Las Vegas” er en komisk sing-along-forestilling i to akter om at overvinde modgang, om troen, håbet og kærligheden - og ikke mindst med massevis af Elvis-sange, siger Niels Vendius.

På scenen medvirker Lone Rødbroe, Kim Leprevost og Daniel Bevensee i denne kabaret, som er produceret af Randers Egnsteater, instruktreret af Joy-Maria Frederiksen i en scenograf af Kirsten Brink på grundlag af et manus ved Jan Svarrer og til musik af Thomas Pakula.

Nærmere på: www.thyteater.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste