Seneste nyt
Billede beskrivelse

Elever fra Tingstrup Skole var til teknologi-uge

11. november 2024 kl. 10.45

THISTED: I sidste uge blev Teknisk Gymnasium Thisted fyldt med energi og opfindsomhed, da 8. klasserne fra Tingstrup Skole var på besøg til deres emneuge i teknologi. Eleverne havde bygget små biler, som blev testkørt og vurderet, og ugen blev afsluttet med en udstilling, hvor deres biler og præsentationsplancher blev vist frem. Ved udstillingens afslutning blev der kåret en første-, anden- og tredjeplads.

Det fortæller gymnasiet. 

Billede beskrivelse

Over to dage arbejdede eleverne på at konstruere bilerne, som drives frem af en elastikmekanisme. Formålet var at få bilerne til at køre længst muligt og samtidig udføre eksperimenter og databehandling, eksempelvis beregninger af bilernes gennemsnitshastighed. 

Eleverne satte selv forsøgsrammerne og udarbejdede plancher, som skulle præsenteres for de besøgende i storrummet.

Billede beskrivelse

Fredag blev der yderligere liv på skolen, da 4. klasserne fra Tingstrup Skole og 1.g-eleverne fra HTX kom for at opleve udstillingen. 

8. klasserne præsenterede deres biler og eksperimentresultater ved hjælp af deres plancher og fortalte om konstruktionen og de beregninger, de havde foretaget. Besøgende fik hver udleveret 10 klistermærker til at belønne de bedste præsentationer. Ugen blev rundet af med en præmieoverrækkelse til de tre bedste hold.

Billede beskrivelse

– Projektorienteret undervisning er jo en stor del af HTX-uddannelsen, og derfor var det vigtigt, at grundskoleeleverne selv fik lov til at udvikle et design og afprøve forskellige løsninger, frem for at få en færdig model eller skabelon, fortæller uddannelseschef Marianne Svenningsen. 

– Det har været spændende at se, hvordan eleverne greb opgaven an; nogle grupper kastede sig frygtløst ud i udfordringerne og arbejdede selvstændigt, mens andre efterspurgte mere strukturerede rammer for at nå målet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste