Billede beskrivelse

Egne fejl kostede for Nordvestmors

Nederlag på hjemmebane mod Skive

20. juni 2020 kl. 17.47
Opdateret 22. juni 2020 kl. 08.54

ØSTER JØLBY: Nordvestmors løb lørdag ind i et nederlag på hjemmebane mod jyllandsseriemandskabet fra Skive.

- Vi stod med en følelse af, at vi burde have vundet, sagde Nordvestmorstræner Poul Bak Pedersen.

Morsingboerne kom godt ud mod det højere rangerede mandskab og styrede sågar store dele af spillet.

En personlig brøler af målmand Rasmus Bekhøj kostede dog en scoring til Skive efter 14 minutters spil.

Ti minutter senere rettede Christian Farsinsen op på fejlen med udligningen til 1-1 på oplæg af Mads Skouboe.

I første halvlegs overtid formåede Skive at score to gange, så Nordvestmors måtte gå til pause nede med 3-1.

Mads Vester fik efter pausen reduceret til 3-2, før Skive lukkede kampen med scoringen til slutstillingen 4-2.

- Vi gav dem i hvert fald tre mål på fejl, vi lavede, sagde træner Poul Bak Pedersen, der var en kende irriteret over, at morsingboerne ikke fik mere ud af en ellers velspillet kamp.

- Det var en bitter fornemmelse, for vi følte, at vi styrede store dele af kampen. På det her niveau bliver de personlige fejl bare straffet, og det må vi arbejde på, siger træneren.

Pausestilling: 1-3

Mål: 0-1 (14), 1-1 Christian Farsinsen (24), 1-2 (45), 1-3 (45), 2-3 Mads Vester (60), 2-4 (63).

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste