Efter skred ved kendt naturperle: Nu er der adgang forbudt
Forhøjet nedstyrtningsfare ved Bulbjerg Klint, vurderer politiet
BULBJERG: Det er nu så usikkert at færdes ved naturperlen Bulbjerg Klint, at Midt- og Vestjyllands Politi indfører et midlertidigt adgangsforbud.
Det oplyser politiet fredag eftermiddag i en pressemeddelelse.
10. marts var der et større skred ved den nordøstlige del af Bulbjerg Klint. Kystdirektoratet har nu været på stedet og vurderer, at yderligere skred vil forekomme inden for kort tid som følge af naturprocesser og tyngdekraftens påvirkning af klinten.
På den baggrund udsteder Midt- og Vestjyllands Politi nu et midlertidigt forbud mod at færdes på og ved klinten, fordi politiet vurderer, at der er akut og forhøjet nedstyrtningsfare.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi sker det for at forebygge, at nogen kommer til skade.
Adgangsforbuddet gælder al færdsel i et område, som vil blive markeret med minestrimmel, oplyser politiet. Forbuddet gælder øjeblikkeligt og løber frem til og med 24. juni 2022.
Midt- og Vestjyllands Politi kan dog forinden beslutte at begrænse forbuddet, ophæve det - eller forlænge det.