Billede beskrivelse

Drama i havnebassin: Mand kæntrede i sejlbåd

Heldigvis blev der ikke brug for den tilkaldte ambulance

22. april 2022 kl. 16.04

THISTED: Det så dramatisk ud, da politi, ambulance og beredskab med blå blink og sirener fredag eftermiddag susede mod havnebassinet i Thisted, hvor en mand lå og flød rundt sammen med sin havarerede sejlbåd.

Nordjyllands Beredskab fik sat en rib-båd i vandet, men Jan Pedersen, som manden hedder, havde ikke travlt med at komme op, til trods for at han ikke var iført våddragt, men dog svømmevest. Han ville gerne blive og passe på sin båd, som lå med masten nedad.

- Vi vil rigtig gerne have dig op! Så kan du hjælpe os med at tage os af båden oppe fra land, råbte indsatsleder Nicolai Kanstrup fra Nordjyllands Beredskab ud til manden, som derefter selv var i stand til at svømme hen til en redningsstige og kravle op til de ventende ambulancefolk. De kunne konstatere, at han virkede til at have klaret turen i det kolde vand fint.

Billede beskrivelse

- Det var slet ikke så koldt, bedyrede Jan Pedersen, vel oppe på kajkanten. Han forklarede videre:

- Der skete det, at den ene ponton på min hobie trimaran hoppede af, og så kom der en kastevind, der gjorde, at båden væltede. Mast og sejl er stadig på båden, men stikker knap seks meter ned i vandet.

Af samme grund havde den uheldige sejler også mere travlt med at overvåge beredskabets bugsering af båden end med at få skiftet til det sæt tørre tøj, hans kone havde bragt ham.

Jan Pedersen oplyser, at det var sæsonens anden sejltur i den lille, hurtige båd, der altså pludselig lå med bunden i vejret i havnebassinet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste