DM i traktortræk på Mors er aflyst
Måske kan lokale traktortræk gennemføres i løbet af sommeren, men ikke med kvalifikationer, oplyser Landbo Ungdom
MORS: Der var lagt op til, at danmarksmesterskabet i traktortræk i år skulle have været afviklet på den nyanlagte bane ved Morsø Landbrugsskole lørdag 5. september. Men stævnet er nu aflyst, oplyses det er i en pressemeddelelse fra Landbo Ungdom. Beslutningen er truffet af landsledelsen, traktortrækudvalget og ledelsen i region Viborg.
- Der er stor risiko for, at vi 5. september ikke vil få lov til at afholde et DM, og det vil helt sikkert ikke blive et DM, som vi ønsker det. Desuden er kvalifikationsstrukturen til DM spolereret af de mange aflyste lokale traktortræk. Derfor vælger vi at aflyse, siger Landbo Ungdoms formand Thorbjørn Koefoed.
Region Viborg var godt i gang med planlægningen af et stort og flot DM-stævne med et mål om over 4000 tilskuere, før regeringen lukkede Danmark delvist ned på grund af covid-19- eller coronakrisen.
- Vi frivillige havde glædet os til at give alle traktorelskere et fantastisk DM, men vi er helt med på, at omstændighederne gør det umuligt at afholde et DM i traktortræk, siger Steffen Sørensen fra region Viborg og styregruppen bag DM i traktortræk.
Af pressemeddelelsen fremgår videre, at der muligvis vil kunne gennemføres lokale traktortræk i løbet af sommeren, hvis de kan gennemføres under regeringens og Sundhedsstyrelsen foreskrifter og anbefalinger. Men der vil altså ikke være kvalifikation til DM.
- Landbo Ungdom er i en svær tid lige nu. Kernen i vores forening er at samles og være sammen, som vi jo ikke har mulighed for lige nu. Jeg mærker dog stadig fællesskabet på tværs af organisationen, og vi glæder os ligesom alle andre til, at vi igen kan mødes, siger formand Thorbjørn Koefoed.
Landbo Ungdom er en landsdækkende organisation for unge på landet med cirka 4000 medlemmer, fordelt på 46 lokalforeninger og 12 regioner.