Direktør er nu ansat til Destination Limfjorden
Kristina Lehmann Schjøtt fra Bjerringbro har erfaring fra både Mariagerfjord og Holstebro samt sekretariatet for turismefremme
NYKØBING: Det ny turismeselskab Destination Limfjorden har ansat sin direktør. Det er Kristina Lehmann Schjøtt, som kommer fra en stilling som turistchef i Mariagerfjord Kommune, ligesom hun tidligere har arbejdet med turisme i Holstebro Kommune, fremgår det af en pressemeddelelse fra Morsø Kommune. Det hedder, at hun er valgt ud af ”et stærkt felt af kandidater”. Destination Limfjorden er det ny turismesamarbejde mellem Morsø, Skive og Struer kommuner.
I pressemeddelelsen siger de tre borgmestre, at Destination Limfjorden får ”en stærk og erfaren leder inden for turismeområdet, som kan være med til skabe øget opmærksomhed og flere samarbejder på både nationalt og internationalt plan”. De seneste uger har styregruppen vurderet feltet af asnøgøre.
- Jeg glæder mig til at være med til at udvikle den kommende Destination Limfjorden. Der er et magisk sted, som har rigtig meget at byde på. Der er mange små perler, der gør området helt unikt. Selv om destinationen er blandt de mindre, rummer den et enormt potentiale med sin centrale placering ved Limfjorden, som er et unikt og naturskønt område, siger Kristina Lehmann Schjøtt i pressemeddelelsen.
Om Kristina Lehmann Schjøtt hedder det videre, at hun er en stærk kommunikatør, god til at skabe netværk og har øje for at lave markedsanalyser. Hun taler tysk og engelsk og har også et stort netværk over hele landet, som hun kan trække på. Hun har tidligere i karrieren været sekretariatsleder i Dansk Turismefremme og bureauleder i Esbjerg Erhvervsudvikling. Hun har desuden arbejdet for Ecco med at analysere markeder, kunder og forbrugeradfærd samt været wellnesschef for Rømø Golf & Wellness.
Privat bor hun i Bjerringbro, er gift og er mor til to piger. Hun bruger fritiden i naturen med familien, på løb, hyggefodbold (hun har tidligere været elitespiller), læsning, frivilligt arbejde samt at få inspiration gennem sit netværk.
De tre kommuner holder i øvrigt stiftende generalforsamling i Destination Limfjorden torsdag sen eftermiddag 20. februar i Nykøbing Mors, hvor det allerede er besluttet, at destinationens hovedkontor skal placeres.