Dildo-bingo på ølbaren: Så voldsom var den største præmie
En fjernstyret vibrator, en spanking paddle og dildoer i alle størrelser var blandt præmierne, da Heidis Bierbar torsdag inviterede til dildo-bingo. Vi var med
THISTED: Stemningen var våd og løssluppen, da Heidis Bierbar torsdag aften inviterede til gratis dildo-bingo med store præmier på spil. Her var i omegnen af 150 deltagere mødt op for at deltage i konkurrencen om de frække præmier, hvor særlig én gevinst stjal opmærksomheden.
44 centimer ren fornøjelse
"Dildo, dildo, dildo" blev der skrålet i kor, blandt de mange deltagere, da en 44 centimer lyserød tohovedet dildo blev præsenteret som aftenens næste præmie. En præmie der var blevet annonceret med på forhånd, og som hovedparten af gæsterne, tilkendegav, var præmien de drømte om at få fingrene i.
Den heldige vinder blev Sanne Holler, der godt rød i ansigtet kunne gå på scenen og modtage kolossen og blive tiljublet af både veninderne og salens mange øvrige fremmødte.
Sanne Holler havde dog ikke andet end lige modtaget den absurd lange silikone-attrap af en penis, før den blev flået ud af hænderne på hende af en veninde.
Kæresten må godt være jaloux
Sanne Holler, der til dagligt går i 2.G på Thisted Gymnasium, var blevet lokket med til bingo-arrangementet af veninderne, mens kæresten sad derhjemme. Adspurgt om kæresten skal være jaloux, rødmer Sanne, inden hun svarer, at kæresten skal have lov til at være jaloux - dog uden at komme nærmere ind på, hvilke planer hun har for præmien i den nærmeste fremtid.
- Nu nærmer julen sig, og jeg kan allerede se, at den er meget populær blandt mine veninder, så mon ikke den kommer med mig til et par julefrokoster, griner Sanne og gør sig klar til næste spil, hvor aftenens hovedpræmie er på spil.
Hovedpræmien, en fjernstyret vibrator, endte hos Mikkel Leth fra Nykøbing, der ligesom Danmark i 1992 kom med på et afbud og efterfølgende sejrede. Egentligt var Mikkel tiltænkt bare at skulle køre kæresten og hendes veninde til bingo. Men da veninden sprang fra, viste Mikkel sig som en god kæreste og tog ikke bare venindens plads, men donerede også gevinsten til sin kæreste Lena Larsen, der var meget begejstret for gaven.
Ikke sidste gang vi gør det
Da bingo-arrangementet blev planlagt, forventede Magnus Hansen, der er bestyrer af baren ikke, at der ville komme mere end 20-30 personer. Hurtigt oplevede han dog, hvordan interessen bare voksede og voksede:
- Det har været en kæmpe succes, og det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi afholder den slags. Nu var de fleste præmier mest til kvinderne, og jeg vil ikke afvise, at vi også kunne finde på at lave et lignende arrangement med flere præmier til herrerne, fortæller Magnus Hansen.