DFI-Geisler støtter igen Jesper Thybo
Første gang administrerende direktør Lars Langkjær mødte den 21-årige morsingbo, var skakspilleren kun 12-årig
MORS: Den nyklækkede lokale stormester i skak Jesper Thybo får nu støtte fra bordpladeproducenten DFI-Geisler. Det er få uger, siden den 21-årige morsingbo opnåede titlen stormester som den kun 15. dansker nogensinde. Det var en præstation, som skabte beundring på direktørgangen hos DFI-Geisler, fortæller administrerende direktør Lars Langkjær:
- Jeg mødte Jesper første gang 2011, hvor han som 12-årig kom forbi mit kontor for at søge sponsorstøtte til at udvikle sit åbenlyse talent. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville opnå store resultater, og vi valgte at støtte Jesper dengang i hans stræben efter titler. Derfor blev jeg glad på Jespers vegne, da jeg læste om hans nyvundne titel som stormester. Det er en helt fantastisk præstation af Jesper, og hvis han skal nå endnu længere, kræver det opbakning, også økonomisk, og derfor har vi valgt at støtte ham igen, siger Lars Langkjær, som tilføjer:
- Vi ser stor værdi i at være beliggende på Mors og har fokus på at bidrage til lokalområdet, hvor det giver mening. Rigtigt mange af vores 220 ansatte kommer jo her fra området, så vi støtter gerne unge, dygtige og ambitiøse lokale talenter.
Sponsoratet fra DFI-Geisler er øremærket til udlandsrejser, så Jesper Thybo kan deltage i flere udenlandske skakturneringer og på den måde dygtiggøre sig yderligere og komme helt op i verdenseliten:
- Jeg sætter pris på, at en virksomhed som DFI-Geisler hjælper mig med at nå mine skaklige ambitioner, fortæller Jesper Thybo i en pressemeddelelse fra DFI-Geisler.